Her er de danske kronjuveler

De smukke ædelstene stammer helt tilbage til Christian 6.'s tid.

Udgivet Opdateret

De danske kronjuveler er et resultat af generationer af dronningers og en enkelt prinsesses interesse for smykker og ædelstene. Og det hele startede med Christian 6.’s dronning, Sophie Magdalene, i 1746.

Kronjuvelerne består primært af fire smykkesæt.

Hvad består de danske kronjuveler af?

Kronjuvelerne består primært af fire store smykkesæt (også kaldet garniturer): Et brilliant-sæt, et smaragd-sæt, et perle-rubinsæt og et rosensten-sæt.

I alle sættene er der halskæder, øreringe, brocher og et enkelt af sættene har også et diadem. Smykkerne kan skilles ad, så de enkelte dele kan kombineres på forskellige måder.

Foruden de fire store garniturer består kronjuvelerne af senere dronningers tilføjelser til samlingen. Blandt andet Frederik 8.’s dronning Lovisas perle “bayadère”, som er en meget lang perlekæde med perlekvaster og hendes tre perlearmbånd med brilliant- og smaragdsmykkede låse.

Kronjuvelernes oprindelse

Kronjuvelernes historie starter med Christian 6.’s dronning, Sophie Magdalene. Efter kongens død 1746, var dronningen i dyb sorg og overbevist om, at hun snart ville dø.

Derfor skrev hun et testamente, hvori hun bestemte, at hendes smykker ikke skulle gives til en bestemt person, men altid skulle tilhøre kronen.

Argumentet var, at “der i dette Kongehus er så få juveler og slet ingen kronjuveler”. På den måde sikrede hun, at der altid ville være smukke smykker til rådighed for den siddende dronning.

Sophie Magdalenes kronjuveler bestod blandt andet af diamantbesatte hårnåle, øreringe og perlekæder. De fleste af hendes smykker er blevet ændret i takt med at moden har ændret sig.

Kronjuvelernes nuværende form

Frederiks 8.’s dronning Lovisa var meget interesseret i kronjuvelerne og definerede hvilke smykker, der var kronjuveler og lagde nogle af sine egne smykker til.

De smykket hun supplerede med er udstillet på Amalienborg, og er ikke en del af de fire garniturer, som alle er udstillet på Rosenborg Slot.

Kronjuvelerne fik sin nuværende form af Christian 8.’s dronning Caroline Amalie i 1840. Caroline Amalie genbrugte Sophie Magdalenes oprindelige juveler og supplerede dem med ekstra ædelsten. Og ud fra det fik hun lavet fire sæt efter tidens mode: De fire garniturer.

Reglerne omkring kronjuvelerne

Kronjuvelerne ejes af staten, men står til rådighed for Dronningen. De må kun bæres af Dronningen og kun indenfor rigets grænser. Det betyder, at dronningen ikke må tage dem med på udlandsbesøg.

De bliver typisk kun brugt et par gange om året, for eksempel ved Nytårskuren, statsbesøg, eller særlige begivenheder i familien.

Når kronjuvelerne ikke bliver brugt opbevares de i skatkammeret i kælderen på Rosenborg Slot og i “Guldburet” på Amalienborgmuseet.

De danske kronjuveler er de eneste i verden, som både udstilles som museumsgenstande og samtidig bæres af landets dronning.

Dronningen og de øvrige kvinder i den kongelige familie, har desuden en samling af private juveler som de selv råder over, og som ikke er udstillet. De kan kun ses, når de bruges af kongefamilien.

Kilde: Kongehuset & Kongernes Samling

Powered by Labrador CMS