Her er årets mest sete film

Hele fire danske film er med på årets top 10, hvor også amerikanske animationsfilm hitter.

Klassefesten 3 – dåben er den mest lejede film hos Blockbuster i 2017. Foto: Per Arnesen/Nordisk Film (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Når der skal hygges med en film hjemme i stuen, falder valget rigtig ofte på en af de nye danske film.

Og når man kigger på listen over de mest populære film i 2017 hos Blockbuster, er der ikke mindre end fire danske film på top 10.

Det skriver TDC Group i en pressemeddelelse.

– Jeg synes det er positivt, at så mange danske film er med på listen over de mest sete film i 2017. Vi danskere kan jo vælge mellem en enorm mængde af gode film fra hele verden, men når vi alligevel ofte foretrækker danske film, hænger det nok også sammen med, at vi kan lide den nærhed og genkendelse, der er forbundet med at se danske film – især komedier har et bredt publikum, siger Casper Hald, direktør i Blockbuster.

Helt anderledes ser det ud med børnefilm, hvor ingen danske film er med på årets top 10, men hvor der derimod er tre amerikanske animationsfilm. ’Trolls’ er årets tredje meste sete film.

– De amerikanske animationsstudier producerer gode film i disse år, og jeg kan godt forstå, at børnene gerne vil se med. Samtidig er der jo heller ikke en sproglig barriere, da filmene er versioneret med dansk tale. Det betyder dog ikke, at børn ikke ser danske film. I sommers så vi bl.a., at den nye Far til Fire-film var meget populær, men helt generelt må vi sige, at de amerikanske animationsfilm er ret dominerende på årets liste og i reglen købes, da børnene vil se dem igen og igen, siger Casper Hald.

Med fire danske og seks amerikanske film er der ikke blevet plads til øvrige lande i danskernes top 10 i 2017.

Top 10 over årets mest lejede film hos Blockbuster

1. Klassefesten 3
2. Underverden
3. Trolls
4. Fifty Shades – I mørket
5. Dræberne fra Nibe
6. Syng
7. Vaiana
8. Inferno
9. Alle for tre
10. Fantastiske skabninger … og hvor de findes

Powered by Labrador CMS