HBO-stjerne lægger kortene på bordet
Så meget indkasserer Jason Isaacs pr afsnit af 'White Lotus'
- Hvor meget tjener du?
Det spørgsmål finder mange yderst privat, men ikke skuespilleren Jason Isaacs.
I et stort interview med mediet Vulture afslører superstjernen, at han har fået 40.000 amerikanske dollar - svarende til 260.000 danske kroner - per afsnit af HBO-serien "White Lotus".
- Generelt taler skuespillere ikke om løn offentligt, fordi det er latterligt uforholdsmæssigt, i forhold til hvad vi laver - at lægge makeup og lave sjove stemmer, siger Jason Isaacs i interviewet ifølge Variety og tilføjer så:
- Men sammenlignet med hvad folk normalt får i løn for store tv-serier, er det meget lavt. Men faktum er, at vi ville have betalt for at være med i det. Vi ville sandsynligvis have givet en kropsdel.
Tjekker ind og ud
"White Lotus" er en satireserie, der udspiller sig på hotellet The White Lotus og følger gæsterne, der tjekker ind og ud, og personalet, der opvarter dem.
Hver sæson udspiller sig på forskellige resorter i hotelkæden og på forskellige destinationer. Men få undtagelser bliver castet skiftet fra sæson til sæson.
Jason Isaacs tjekkede ind i tredje sæson, som havde premiere tidligere på året.
Med otte afsnit har den 62-årige britiske skuespiller dermed tjent 320.000 amerikanske dollar svarende til over to millioner danske kroner.

Ifølge Jason Isaacs får alle skuespillerne det samme i løn uagtet anciennitet, stjernestatus og andre meritter som eksempelvis en stor rolle i Harry Potter-filmene, som Jason Isaacs har medvirket i.
Har brugt alt
- Jeg arbejder aldrig for pengene, lyder det fra ham.
- Jeg har klaret mig godt. Men folk tror sikkert, at jeg har enormt mange penge. Men desværre har jeg - ret umodent - øget mine udgifter, så de har matchet mine indtægter. Jeg har brugt stort set alt, jeg har tjent gennem årene.
Privat har Jason Isaacs siden 1987 dannet par med den britiske skuespiller og dokumentarfilmskaber Emma Hewitt, som han har to døtre med.