Hårde rap-drenge bliver designere for Muskelsvindfonden

Suspekt har fået frie hænder til at fortolke på Muskelsvindfondens budskab på en ny T-shirt, som hylder folks skævheder og forskelligheder.

Suspekt har haft gang i tegneredskaberne for at designe en t-shirt til fordel for Muskelsvindfonden. Foto: Muskelsvindfonden/free
Udgivet Opdateret

Man behøver ikke at minde om alle de andre. Der skal nemlig være plads til forskelle. Den filosofi ligger ikke fjernt fra drengene i Suspekt, som spiller på årets Grøn Koncert og nu er gået et skridt videre i samarbejdet med Muskelsvindfonden til fordel for velgørenhed.

De har nemlig designet en T-shirt, hvor overskuddet fra salget går til Muskelsvindfonden. Drømmen for rapgruppen er dog ikke at gøre en karriere ud af deres designevner, fortæller de.

– Vi vil gerne sætte fokus på, hvad Grøn Koncert er, for det er mere end fed musik og fadøl. Både som musiker og publikum er man med til at nedbryde tabuer, forklarer Emil Simonsen fra Suspekt.

Print på sort Hummel-bluse

Gruppen har på symbolsk vis givet den sorte Hummel-bluse et print fyldt med skæve linjer, ufuldkomne tegn og hjerter som fortolkning på Muskelsvindfondens vision om, at der skal være plads til forskelle. En vision, som Suspektdrengene mener kan overføres til at handle om meget andet end muskelsvind.

– Med T-shirten på viser du, at du, ligesom os, ikke er bange for det unormale. Det spændende ved mennesker ligger i deres skævheder, og det gælder både for folk med muskelsvind, men også for alle os andre. Dét budskab er vi rigtig glade for at være med til at sprede, siger gruppen.

T-shirten kan købes sammen med en billet til sommerens koncerter, og der findes kun 1000 styk. Til gengæld giver den også adgang til en særlig intimkoncert med Suspekt.

Grøn Koncert med masser af musik

Grøn Koncert begynder den 21. juli i Kolding og slutter i København den 31. juli. Ud over Suspekt spiller også Mads Langer, Stine Bramsen, Nabiha, D-A-D, Shaka Loveless, Rasmus Walther, De Eneste To, Love Shop, Nik & Jay og Lågsus på P3 sammen med Citybois, Gilli og Emil Stabil.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS