-Har undværet min elskede

Corona betyder, at Nukâka Coster-Waldau må undvære manden længere end normalt, og det trækker tænder ud.

Nukâka Coster-Waldau og Silas Holst dansede en slowfox i det syvende program af “Vild med dans”. – Foto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Forrige fredag måtte skuespillerinden Nukâka Coster-Waldau og hendes dansepartner, Silas Holst, sidde derhjemme, mens deres Vild med dans-konkurrenter gik på dansegulvet.

Der var nemlig konstateret corona i forbindelse med “Dirty Dancing”, som Silas Holst medvirkede i, men corona har også betydet et andet stort afsavn i Nukâka Coster-Waldau liv.

Artiklen fortsætter under videoen

Hun har nemlig måttet undvære sin mand, Game of Thrones-stjernen Nikolaj Coster-Waldau, i halvanden måned på grund af karantæneregler.

– Jeg savner ham rigtig meget. Selvfølgelig gør jeg det. Det er sgu da hårdt, fortæller Nukâka Coster-Waldau.

– Normalt går der ikke så lang tid, så kan han komme hjem, når der lige er nogle fridage. Men på grund af corona skal han i karantæne, når han skal frem og tilbage. Det har vi vist fra starten af. Og selvfølgelig klarer vi også den, siger den 49-årige skuespillerinde og tilføjer:

– Så har jeg heldigvis en ny mand i mit liv, der kan underholde mig så længe, siger Nukâka Coster-Waldau med henvisning til sin 37-årige dansepartner, Silas Holst.

Opbygget rutiner

Nukâka Coster-Waldau er vant til at undvære sin mand, når han tager på optagelser, og derfor har de opbygget nogle rutiner, der får dem til at føle sig tættere på hinanden i hverdagen.

– Vi skyper, og vi har en fælles tråd mig, pigerne (parrets to børn, Fillippa og Safina, red.) og Nikolaj, og vi sender sjove videoer og snakker sammen.

– Så vi prøver jo at være sammen så meget, vi kan. Og dele hverdagsting, siger Nukâka Coster-Waldau.

Sender video hver uge

Nikolaj Coster-Waldau føler også troligt med i konens fremgang på dansegulvet, og hver uge sender han en lille video, hvor han selv danser til aftenens tema.

Fredag glemte parret dog at få set den lille videohilsen fra Nikolaj Coster-Waldau, og det brudte ritual gjorde Silas Holst lidt overtroisk og usikker omkring aftenens dans.

Der var dog ingen grund til bekymring, for parrets slowfox sendte dem nemlig direkte videre til næste uges udgave af “Vild med dans”.

Selv om Nukâka Coster-Waldau må undvære sin mand et stykke tid endnu, så har de planer om en rigtig familiejul.

– Han kommer hjem til jul. Og hvis vi er så heldige at nå til finalen, så kan han faktisk nå at være med, jubler hun.

Powered by Labrador CMS