Har det vidunderligt uden en mand

Laura Drasbæk lod sig i lang tid styre af følelser. Men nu er hun landet et sted, hvor hun er single og glad.

Laura Drasbæk og Silas Holst dansede tæt i Vild med Dans. Foto: Scanpix.
Udgivet Opdateret

Det har taget tid at nå erkendelsen, men nu er skuespillerinde Laura Drasbæk afklaret: Hun behøver ikke altid følge sine følelser og pludselige indskydelser blindt, sådan som hun ofte gjorde, da hun var yngre.

Hun er i øjeblikket aktuel som chefkriminaltekniker Marianne Sommerdahl i TV2 Charlie-serien “Sommerdahl”.

Artiklen fortsætter under videoen. 

I serien har Marianne i 25 år været gift med politiefterforsker Dan Sommerdahl, som forsømmer sin kone og deres forhold i jagten på forbrydere.

En karakter og en situation, som Laura Drasbæk ikke kan spejle sig særlig meget i.

– Jeg kan godt genkende hendes målrettethed, men jeg føler meget mere. Jeg er mere impulsiv, og jeg lader meget mere mine følelser råde.

– Det går løbende op for Marianne, at hun har overhørt nogle ting i sig selv, som hun skulle have lyttet til. Jeg har selv reageret meget hurtigere, også nogle gange for hurtigt: “Her skal jeg ikke være, nu vil jeg noget andet”, siger den 45-årige skuespillerinde.

Forelskede sig i en anden

Laura Drasbæk blev skilt fra sine børns far, da den mindste var knap to år. Det gjorde hun, fordi hun forelskede sig i en anden mand.

Efterhånden har hun lært, at man ikke altid skal lade hjertet herske enerådigt.

– Jeg tænker ikke længere, at følelser er gud. Jeg tænker ikke længere, at bare fordi jeg vil noget, så skal jeg det.

– Nogle gange skal man også være voksen, og det er jeg blevet bedre til. Det giver en ro at opdage, at jeg ikke behøver at reagere på hver eneste følelse, forklarer hun.

Vidunderligt uden mand

Nu er Laura Drasbæk landet et sted, hvor hun har det godt.

Men det skøre er, at hun har det godt, fordi hun er alene, forklarer hun med et grin.

– Det er så vidunderligt, at der ikke er nogen mand. Måske bliver man mæt på et tidspunkt. Det føler jeg lidt, jeg er blevet.

– Det giver frihed. At ingen skal have en mening om, hvordan man lever sit liv. Jeg kan komme hjem om aftenen, og så er der ingen, der siger: “Ej, skal vi ikke lave det her mad?”.

– Det kunne også være hyggeligt nogle gange, men i øjeblikket er det enormt rart at spise en makrelmad på knækbrød og sidde i sofaen uden at rydde tallerkenen væk, når jeg går i seng.

– Måske bliver jeg også mæt af at være alene. Men lige nu får jeg myrekryb ved tanken om det modsatte, siger skuespillerinden med et smil.

“Sommerdahl” kan ses på TV2 Charlie og TV2 Play. På rollelisten står også navne som Peter Mygind, Peter Gantzler, Lotte Andersen og Julie Rudbæk.

Powered by Labrador CMS