Har afleveret sin opsigelse

Radiovært Christian Bonde stopper i DR. Hans medvært har for nylig sagt op for at blive vært på X Factor

Udgivet Opdateret

DR-værten Christian Bonde har sagt op.

Det oplyser han selv på Instagram søndag aften.

- Det er cirka syv år siden, jeg startede som praktikant på DR P3, og det har været fuldstændig wonderful hele vejen igennem, så det er svært at sige farvel, skriver han.

Christian Bonde var vært på DR-radioprogrammet "Curlingklubben" sammen med Maria Fantino, indtil hun stoppede tidligere på sommeren for at blive vært på TV 2-programmet X Factor.

Som følge af Maria Fantinos exit lukkede "Curlingklubben".

Bakkede op

På Instagram lød det fra Christian Bonde, at han bakkede op om Maria Fantinos beslutning om at forlade programmet.

- Maria er den dygtigste vært, jeg kender, og et af de absolut sjoveste mennesker jeg har privilegiet af at kunne kalde min ven. Og jeg er stensikker på, at Maria bliver fuldstændig wonderful i X Factor, skrev han i juli.

Første gang i 2018

"Curlingklubben" blev sendt på DR P3 for første gang i 2018. Her ville Christian Bonde diskutere emner, som unge kan relatere til, sammen med Maria Fantino.

Christian Bonde var vært i radioprogrammet 'Curlingklubben' sammen med Maria Fantino. (Arkivfoto).
Christian Bonde var vært i radioprogrammet "Curlingklubben" sammen med Maria Fantino. (Arkivfoto).

Radioprogrammet modtog prisen for "Årets lyd" ved Zulu Awards fire år i træk - fra 2019 til 2022.

"Curlingklubben" blev også til flere tv-programmer - heriblandt "Fantino mod Bonde" og "Curlingklubben på Færøerne".

Uvis fremtid

På Instagram skriver Christian Bonde ikke, hvad han skal, nu hvor han er stoppet i DR. Han fortæller dog, at han vil melde noget ud om det snart.

- Jeg har haft nogle helt sindssyge oplevelser gennem mit job på DR. Jeg har lært en masse, og jeg har mødt nogle af mine allerbedste venner, skriver Christian Bonde søndag aften.

Powered by Labrador CMS