Hans Lindberg: Nu flytter han ind

Håndboldstjernen åbner 1. august døren til sit nye hus i Stenløse

Udgivet

Efter 17 år i Tyskland – hvoraf de seneste år hos ’Füchse Berlin’ – har Hans Lindberg vendt snuden hjem til Danmark, hvor han skal indtage en ny rolle som både sportsdirektør og spiller for HØJ Håndbold, hvor han debuterede som professionel.

Flytter til Stenløse

Den 1. august får han og familien, bestående af hustruen Jeanette Mackenhauer og børnene Aron, otte og Carl, fem år, nøglen til deres nye hus i Stenløse vest for København.

– Vi glæder os til at flytte hjem, selvom det nok bliver en stor omvæltning efter 17 år i Tyskland, og vi tager det som det kommer, sagde den 42-årige håndboldveteran til Kendte.dk ved Røde Kors Klub 10-arrangementet lørdag i Ragnarock Roskilde.

Fortsat engagement med landsholdet

Selvom Hans Lindberg ikke er med i bruttotruppen på det danske håndboldlandshold, der skal deltage i OL i Paris, så har han alligevel ikke sluppet grebet. 

Han er nemlig på plads ved de kommende 12 træningssamlinger og -kampe inden afgang.

– Jeg betragter det som en ære at være ved landsholdets side, selvom jeg ikke længere er en del af holdet. Hvis de kan bruge mig til træningssamlingerne, så er det fint med mig, lød det fra Hans Lindberg, der har spillet vanvittige 299 landskampe.

Hans Lindberg har efterladt sig et stort aftryk både i Berlin og i Bundesligaen.

Med 3099 mål i Bundesligaen har han brudt den tidligere rekord sat af Kyung-Shin Yoon.

Hans Lindberg og hustruen mødte Kasper Schmeichel og hustruen Stine til Røde Kors-arrangementet lørdag i Roskilde.
Powered by Labrador CMS