-Han var over det hele
Donovan Phillips Leitchs særegne musikstil har givet ham stor succes, og han har sågar spillet for det danske kronprinspar. Den 10. maj fylder han 75 år
Lytter man godt efter på det legendariske Beatles-album “The White Album”, kan man på sange som “Julia” og “Dear Prudence” høre, at guitaren indimellem nærmest bliver spillet med neglene.
Teknikken hedder fingerpicking, og de verdensberømte Liverpool-drenge havde lært den af Donovan Phillips Leitch – eller bare Donovan.
Som George Harrison har fortalt i en dokumentar:
– Donovan var over det hele på “The White Album”.
Men skotske Donovan Phillips Leitch har også nydt succes i sin egen solokarriere, både i hjemlandet og i resten af verden. Mandag den 10. maj kan han fejre sin 75-årsfødselsdag.
Det er sket med sange som “Catch the Wind”, “Hurdy Gurdy Man” og “Sunshine Superman”.
Rivaler
Karrieren startede tilbage i midten af 1960’erne, hvor Donovan udgav sine første singler, og han blev kendt for at blande genrer som visemusik, jazz og rock.
Et partnerskab med produceren Mickie Most skulle vise sig yderst frugtbart og bragte ham til toppen af hitlisterne.
Donovan Phillips Leitchs stil ledte sågar til en sammenligning med Bob Dylan i deres unge dage, og i britisk presse blev det hurtigt udlagt, som om at de to musikere var rivaler.
Sammenligningen var da heller ikke helt ved siden af, og selv om det måske var rigtigt nok, at de konkurrerede, blev de gode bekendte.
Donovan Phillips Leitch har selv senere forklaret, at Dylan var en inspiration, men at han ikke prøvede at kopiere ham.
Kronprinseparret
Særligt i 1960’erne og 1970’erne gik det godt, Donovan Phillips Leitchs lidt flippede stil vakte genklang, men fra 1980’erne begyndte det at gå ned ad bakke.
Hitsangene og optrædenerne blev færre, men i det nye årtusind har musikeren dog spillet på en del forskellige festivaler og udgivet genindspilninger af sine største hits.
Donovan Phillips Leitch har også en dansk forbindelse. I 2004 spillede han for det danske kronprinspar, og i 2016 tog han på tour med den danske sanger Sebastian.
Selv kaldte Sebastian over for Ekstra Bladet Donovan for en af sine store inspirationskilder fra 60’erne.
Donovan Phillips Leitch har været gift med Linda Lawrence siden 1970. De har to børn sammen. Han har desuden to børn fra et tidligere forhold.