Han er ikke som hans roller får dig til at tro
Den tyske skuespiller Udo Kier har medvirket i en lang række af Lars von Triers værker. Han har også spillet i talrige skrækfilm.
Rollen som den vildtvoksende Lillebror i Lars von Triers banebrydende tv-serie “Riget” er trods alt nok en af de mere groteske i Udo Kiers karriere.
Men den tyskfødte skuespiller har oftest været skurk eller uudgrundelig personage fra “den mørke side” i de flere end 200 spillefilm, han har medvirket i, siden han indledte filmkarrieren i 1966. Han har således været med i talrige vampyr- og skrækfilm.
Artiklen fortsætter under videoen
Udo Kier, der mandag den 14. oktober fylder 75, kom til verden i Köln i Anden Verdenskrigs næstsidste år, men har siden 1991 boet i Palm Springs i Californien.
Foruden “Riget” har han spillet med i en halv snes af von Triers film siden “Epidemic” i 1987, heriblandt “Dogville”, “Melancholia” og Nymphomaniac”.
Kier har også arbejdet sammen med instruktører som Andy Warhol, Rainer Werner Fassbinder, Gus van Sant, Charles Matton, Paul Morrissey og Dario Argento.
Han har desuden gjort sig i musikvideoer som Madonnas “Deeper and Deeper” fra albummet “Erotica” og “Die Schöne und das Biest” med det hedengangne tyske band Rauhfaser.
Først Frankenstein og så Dracula
Han debuterede i en rolle som gigolo i “Road to St. Tropez” og fik derefter hovedrollen i Paul Morrisseys “Frankenstein” i 1973, hvilket naturligt ledte hen til “Dracula” året efter.
Trods sine mange onde roller beskrives Udo Kier af kolleger som hyggelig og humoristisk.
– I USA er der total stress hele tiden, mens man konstant taler om penge. Når jeg tænker over det, har der på intet tidspunkt været talt om penge, mens jeg har arbejdet i Danmark. Det forklarer måske, hvorfor jeg aldrig har fået meget for at arbejde med Lars, sagde Kier med et grin til Politiken i 1999.
Han er passioneret kunstelsker, hvilket instruktøren Hermann Vaske i 2014 drejede dokumentarfilmen “Arteholic” om.