Hadede ikonisk rolle: Nu runder han skarpt hjørne
Skuespiller Christopher Plummer blev berømt for sin rolle i "The Sound of Music", som han siden har brugt energi på at distancere sig fra. Nu fylder han 90 år.
Med et skælmsk smil og sit velkendte glimt i øjet sang og spillede Christopher Plummer sig i 1965 ind i mange pigehjerter som den østrigske baron von Trapp i hitmusicalen “The Sound of Music”.
Artiklen fortsætter under videoen.
I hvert fald faldt den unge nonne og barnepige Maria spillet af Julie Andrews pladask for den stovte rigmand, da han greb guitaren og croonede sit glansnummer “Edelweiss”.
Det startede ellers mindre godt.
Da Maria først kom til von Trapp-palæet, hundsede den patriarkalske baron rundt med både børnene og hende med en skibsfløjte, som han havde hjembragt fra sine år som søofficer.
Men siden fik piben heldigvis en anden lyd.
Hader ikonisk rolle
Rollen som Georg von Trapp har klæbet til Plummer siden, og det gør den fortsat, selv om han den 13. december fylder 90 år.
Selv har Christopher Plummer altid hadet den.
Han har kaldt figuren von Trapp for “frygtelig, sentimental og klam” og undlod at troppe op til markeringen af filmens 40-års jubilæum i 2005.
Han har også sagt, at han – bortset fra samarbejdet med Julie Andrews – hadede at lave “The Sound of Music”.
De skrå brædder
I det hele taget var det slet ikke filmmediet, der drog canadiske Plummer mod skuespillet. Det var teatret.
Han er født i Toronto, hvor han i første omgang voksede op med en drøm om at blive koncertpianist.
Undervejs fik han dog øjnene op for teatret, som blev hans indgang til skuespillet.
Efter endt uddannelse i Montreal optrådte han på Broadway og var også i Storbritannien for at spille flere klassiske roller.
Eksklusiv Oscar i skabet
I London spillede han blandt andet med the Royal Shakespeare Company, hvor han blandt flere roller i starten af 1960’erne fik æren af at spille hovedrollen i “Richard III”.
Efter dundersucces med “The Sound of Music”, der slog “Borte med Blæsten” af pinden som den mest sete film, har Christopher Plummer med jævne mellemrum fortsat karrieren i Hollywood.
Til dato er det blevet til roller i knap 30 Hollywood-film, og undervejs har han blandt andet i 2012 vundet en oscarstatuette for bedste birolle i filmen “Beginners”.
Plummer, der selv er enebarn, har datteren Amanda Plummer.
Hun er også skuespiller og spillede blandt andet med i åbningsscenen af storfilmen “Pulp Fiction”.