Fra målkonge til agent
Ebbe Sand, der tirsdag 19. juli fylder 50 år, har været fodboldagent i et år. Han nyder sin nye tilværelse, hvor han bruger erfaringen fra et langt fodboldliv
Når den tidligere stjerneangriber Ebbe Sand fejrer sin 50-års fødselsdag tirsdag den 19. juli, markerer den runde mærkedag også, at det er præcis et år siden, at han stoppede som angrebstræner på fodboldlandsholdet og sprang ud som fodboldagent.
Hans lange liv i fodboldverden har givet ham et perfekt afsæt til det nye job, og efter sit første år som agent er Ebbe Sand yderst positiv.
- Det er spændende, at jeg kan bruge den erfaring, jeg har oparbejdet gennem mange år. Jeg har stort set haft alle funktioner i fodboldverden, først som spiller, så som en del af trænerteamet, blandt andet på landsholdet, og jeg har været sportsdirektør i Brøndby og Silkeborg.
- Min baggrund giver mig et godt fundament for at være agent. Men der har selvfølgelig også været en del nye ting at lære, når man kommer over i en anden del af branchen, siger Ebbe Sand.
Han er bevidst om, at han er gået ind i en branche med et blakket ry, for nogle agenter vægter egne økonomiske interesser over deres klienters interesser.
Med en stigende professionalisering blandt unge spillere er der brug for god rådgivning, siger den tidligere landsholdskæmpe.
- Jeg gør alt for, at spillerne er klædt på så godt som muligt, så de kan træffe de bedste valg i deres karriere. Der er aldrig 100 procent garanti for, at et klubskifte eller en kontraktforlængelse bliver en succes, men man kan skabe de bedste forudsætninger for at træffe den rigtige beslutning, siger hadsunderen.
Ansat i agentfirma
Han er ansat i agentfirmaet Elite Consulting, der har knap 70 spillere i stalden.
Sand har blandt andre hovedansvaret for Sønderjyskes Emil Frederiksen og Brøndby-stortalentet Bertram Kvist.
Agenttjansen er mindre tidskrævende end for eksempel at være sportsdirektør og harmonerer også bedre med privatlivet.
- Det er mere fleksibelt, fordi meget af mit job kan styres alle steder fra. Selvfølgelig er der nogle fysiske møder, og der er nogle rejsedage ved klubskifter og sådan, men man kan planlægge sig ud af mange ting.
- Som sportsdirektør var jeg på mandag til søndag og skulle møde ind det samme sted. Selvfølgelig har jeg også mange arbejdstimer nu. Men jeg kan selv planlægge, hvor og hvornår jeg skal bruge mange af dem, så længe jeg bare har min telefon og computer, siger Ebbe Sand.
Som aktiv var han topscorer i både Brøndby og den tyske storklub Schalke 04.
Han scorede desuden 22 gange i 66 landskampe i perioden 1998-2004.