Forældre fortæller om vold på de kongelige børns skole

Kronprinsparrets børns skoledag er ifølge en gruppe forældre præget af vold.

Deres Kongelige Højheder Prins Vincent og Prinsesse Josephine begyndte i børnehaveklasse på Tranegårdskolen i Hellerup den 15. august 2017. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2017)
Deres Kongelige Højheder Prins Vincent og Prinsesse Josephine begyndte i børnehaveklasse på Tranegårdskolen i Hellerup den 15. august 2017. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2017)
Udgivet Opdateret

Kronprinsparrets i alt fire børn hanker om morgenen op i skoletasken og drager mod Tranegårdskolen i Hellerup. Det er der som sådan mange andre børn, der gør. Ifølge skolen selv 515 i alt. For mindst 13 børn i skolens mindste klasser er det dog med slæbende skridt, at skolevejen tilbagelægges.

En gruppe forældre – otte styk – beretter i Berlingske om særdeles voldsomme og voldelige episoder på skolen. Det er forældrene til de i alt 13 børn i de mindste klasser, der har den fælles opfattelse, at skolen har problemer med voldelig adfærd, fortæller de samlet til Berlingske.

BT skriver på baggrund af Berlingske-artiklen, at de otte forældre fortæller om skoledage, hvor elever er blevet skubbet og sparket, slået, truet verbalt og har været udsat for kvælertag. Kongehuset har over for BT ikke ønsket at kommentere sagen.

Det samme gør sig gældende for skolen og skolebestyrelsen. Det er derfor ikke afklaret, om prinsesse Josephine og/eller prins Vincent er indblandet i episoderne eller er elever i de klasser, hvor der er problemer.

Kronprinsesse Mary og kronprins Frederik to yngste børn, Josephine og Vincent, der i øvrigt tirsdag fylder otte år, begyndte i henholdsvis 0.B og 0.A på Tranegårdsskolen i august 2017. BT skriver ifølge Berlingskes oplysninger, at de voldsomme problemer tager sit udgangspunkt i indskolingen, og det er kun i nogle klasser.

– Man burde kunne sende sit barn trygt i skole og ikke være bange for, at det bliver skubbet ned ad trappen, bundet fast og slået, eller at der bliver kastet med mursten. Det burde slet ikke kunne finde sted, siger en anonym forælder til Berlingske.

Kronprinsparrets to ældste børn, prins Christian og prinsesse Isabella, er også elever på Tranegårdskolen.

Skoleledelsen og formanden for skolebestyrelsen Klaus Munch Kjøller fortæller til Berlingske, at kritikken ikke har hold i virkeligheden, og den skyldes primært, at en lille gruppe forældre har et andet moralsk kompas end de resterende 893 forældre. Skoleleder Peter Gersvang Nielsen oplyser også til Berlingske, at vold på skolen ikke er et problem.

Powered by Labrador CMS