Fødselar med fire fædre

Den amerikanske skuespiller Sean Astin er mest kendt for rollen som Frodos hjælpende hånd i "Ringenes Herre". Torsdag den 25. februar fylder han 50 år

Sean Astin er mest kendt for sin rolle som Samvis Gammegod i “Ringenes Herre”-filmene. (Arkivfoto) – Foto: Valerie Macon/Ritzau Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Samvis Gammegod fulgte Frodo gennem tykt og tyndt fra Herredet til Mordor.

Og Sean Astin vil nok altid blive husket for sit portræt af den venlige og modige hobbit, selv om han var blank, da han fik tilbudt rollen.

– Jeg havde faktisk aldrig hørt om ”Ringenes Herre”, fortalte han på en kulturmesse på Jamaica i 2017.

– Så jeg gik til boghandlen, og der var den: Tre hylder med bøger om Tolkien og Midgård, og jeg tænkte: ”Du godeste, hvad går jeg ellers glip af”.

Men ellers har den amerikanske skuespiller, der 25. februar fylder 50, medvirket i en lang række film og serier.

Blandt andet “Goonierne” skrevet af instruktøren Steven Spielberg, “50 First Dates” med Adam Sandler og Drew Barrymore i hovedrollerne og Netflix-serien “Stranger Things”.

Ikke nemt privat

Sean Astin har haft succes i filmverdenen, men hans privatliv har ikke altid været lige nemt.

Han er søn af den Oscar-vindende skuespillerinde Patty Duke. Hun var maniodepressiv, og han har flere gange fortalt, hvor meget det påvirkede hans barndom.

Men det var ikke alt.

Som 14-årig – da hans forældre blev skilt – fortalte hans mor ham, at den mand, han troede var hans far, slet ikke var det.

Indtil da troede han, at den amerikanske skuespiller John Astin, var hans far. Han var kun hans adoptivfar.

Moren fortalte Sean Astin, at den amerikanske skuespiller og musiker Desi Arnaz Jr. i stedet var hans rigtige far.

Sean Astin tog kontakt til Desi Arnaz Jr., og de opbyggede et godt forhold.

Gentest

Men sådan hang det heller ikke sammen.

Sean Astin ved i dag – via gentest – at forfatteren og musikproduceren Michael Tell er hans biologiske far.

Og så er der den fjerde far. Da Sean Astin var 15 år, giftede hans mor sig igen. Hun giftede sig med en mand, der hedder Mike Pearce. Han blev Sean Astins stedfar.

Det var en turbulent tid, men i dag er han meget glad for sine fire fædre.

– Jeg kan ringe til dem alle sammen, lige når jeg har lyst. John, Desi, Mike og papa Mike. De er mine fire fædre, sagde han i 2004 til det amerikanske medie ABC News.

Privat er han gift med Christine Harrell. De har tre døtre sammen.

Powered by Labrador CMS