Fodboldspillers drøm opfyldt: -Det er det største

For Kasper Schmeichel har udsigten til at spille Europamesterskab på hjemmebane været det altoverskyggende i 2019.

Udgivet Opdateret

For hele Danmarks målmand er det altoverskyggende minde fra året, der gik, kvalifikationen til EM på hjemmebane med det danske fodboldlandshold. Det lægger Kasper Schmeichel ikke skjul på.

For ham havde det været ærgerligt, hvis netop den målsætning ikke var lykkedes.

Artiklen fortsætter efter videoen

Den store drøm

Det forgangne år har karrieremæssigt flasket sig rimelig godt for den 33-årige fodboldkeeper. Som en del af det danske landshold var han med til at skaffe Danmark en plads ved det kommende Europamesterskab, ligesom det også hjemme i Leicester City går helt udmærket.

Højdepunktet for året har dog uden tvivl været EM-kvalifikationen for Kasper Schmeichels vedkommende.

– Året har været ganske fint. Den store målsætning og den store drøm var at komme med til EM og det skete, så nu håber vi bare, at vi kan leve op til det, siger Kasper Schmeichel til Kendte.dk, der møder ham til Sport 2019.

Særligt at være på hjemmebane

Naturligvis var det drømmen at kvalificere sig til en slutrunde, men for Kasper Schmeichel var det endnu vigtigere i år, fordi det skal afholdes på hjemmebane.

– Jeg tror, at det nok er det største, vi kan opleve som fodboldspillere, er at spille slutrundekampe i vores eget land, og når man bor i et lille land som Danmark, så er det meget sjældent, det sker, når endelig det er i det her format, så er det vigtigt, at vi er med, for det havde godt nok været nederen at sidde og se på andre spille på vores hjemmebane, siger Kasper Schmeichel.

Kasper Schmeichel havde egentlig sat sin lørdag af til at spille fodboldkamp for klubholdet, men da han fik at vide, at han ikke skulle spille, tog han til Sport 2019 i stedet. Her var han nomineret til prisen som Årets Fodboldspiller.

Den pris endte den dygtige målvogter med at vinde, og fra scenen sagde han ikke bare tak, men gav også danskerne håb om, at netop det kommende EM vil blive ligeså mindeværdigt, som dét, der blev spillet i 1992.

Powered by Labrador CMS