Filmlegende overrasker med comeback-rolle

Et helt særligt manuskript af komikeren Amy Schumer har lokket den Oscar-vindende skuespillerinde Goldie Hawn ud af sit otium.

Goldie Hawn vender tilbage til biograflærredet i en endnu unavngiven film. Foto: CARLO ALLEGRI/Scanpix (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Skuespillerinden Goldie Hawns navn stod sidst på rulleteksterne til en film for 14 år siden med komedien “Venner for livet”.

Ud over at have lagt stemme til en tegneseriekarakter i 2013 har den 70-årige skuespillerinde siden 2002 nydt sit otium, men det har komikeren Amy Schumer nu ændret på.

Næste år vender den Oscar-vindende “Cactus Flower”-filmlegende nemlig tilbage til biograflærredet i en endnu unavngiven film, som den kvindelige komikerkomet står bag.

– Jeg mødte Goldie på et fly for nogle år siden og sagde, at jeg virkelig gerne ville lave en film med hende. Hun var rigtig sød, men tænkte nok, at jeg var en tosse, siger Amy Schumer til avisen The Los Angeles Times.

– Jeg mødte hende nogle gange efterfølgende og blev ved med at sige, at vi skulle lave en film sammen. Jeg tror, at nogle filmfolk har fortalt hende, at jeg ikke er så åndssvag, som man umiddelbart skulle tro, og at jeg rent faktisk godt kan lave film, for hun sagde til sidst ja, forklarer den Emmy-vindende komiker.

Film skrevet sammen med søster

Amy Schumer har skrevet filmen med sin søster, og det var det helt særlige manuskript, der lokkede Goldie Hawn ud af sit otium, forklarer komikeren.

– Goldie spiller rollen som min mor. Filmen handler om, at min karakter skal rejse gennem Sydamerika med sin kæreste, men så slår han op med hende. Det er ikke muligt at refundere billetterne, og min karakter gider ikke at rejse eller drikke alkohol alene, røber hun om lidt af plottet.

Den kommende komedie, som endnu ikke har fået en titel, får amerikansk biografpremiere 17. maj, men om Goldie Hawns comeback-film også rammer Danmark vides endnu ikke.

Goldie Hawn er kendt fra film som “Ekskonernes klub”, “Døden klæ’r hende” og “Private Benjamin”, for sit langvarige forhold til kollagen Kurt Russell og for at være mor til Hollywood-stjernen Kate Hudson.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS