Filminstruktør skal seks år i spjældet i Cambodia

Den 69-årige filminstruktør James Ricketson skal tilbringe seks år i et cambodiansk fængsel - dømt for spionage

Offentliggjort Sidst opdateret

Den australske filminstruktør James Ricketson er blevet kendt skyldig i spionage og skal tilbringe de næste seks år af sit liv i et cambodiansk fængsel.

Ricketsons familie er knuste over dommen, og vil have den australske regering til at lægge pres på Cambodia for at sætte instruktøren fri, skriver The Guardian.

Den 69-årige filmskaber har efter eget udsagn arbejdet som journalist og videodokumentarist i landet siden 1995. Han blev i juni 2017 arresteret for at overflyve et politisk møde med en drone, og været indespærret frem til sin dom.

De cambodianske anklagere siger, at Ricketson har brugt journalistik til at dække over spionage. Selv om Ricketson under retssagen flere gange ville have anklagerne til at fortælle, hvilke lande han i givet fald skulle have været spion for, ville de ikke nævne nogen.

Nevø: -Det er fuldstændig vanvittigt

Ricketsons film handler om fattigdom i det asiatiske land, der er et af verdens fattigste.

Han har boet i landet i over 20 år, og var ifølge hans nevø, Bim Ricketson, en del af det cambodianske samfund:

– Han opfanger fattige menneskers liv og hjælper dem – at det skulle kunne opfattes som spionage er fuldstændig vanvittigt.

Nu håber familien, at den australske regering vil hjælpe dem med at befri filminstruktøren.

Det siger Bim Ricketson til The Guardian:

– Vi håber, den nye australske regering vil støtte os meget mere. Vi ved, de er opmærksomme på ham og arbejder på det, men nu er virkelig tidspunktet, hvor der skal sættes pres på, siger Bim Ricketson.

Powered by Labrador CMS