Fejret af 'Sommerdahl'-kollegaerne
Peter Myginds 62-års fødselsdag gik ikke hen i ubemærkethed, afslører han på Instagram
Peter Mygind markerede torsdag 28. august sin 62-års fødselsdag, og dagen begyndte ganske særligt.
Allerede klokken 05.30 var han i gang med optagelser til TV 2-serien 'Sommerdahl', men hjemmefra havde hans hustru sørget for en rørende overraskelse.
- Da jeg trådte ud på badeværelset, havde min hustru hængt flag op og lagt et smukt brev. Jeg sad med min morgen-skyr og græd af taknemmelighed over mit liv, fortæller han i et opslag på Instagram.

Et år med sorg og kærlighed
Fødselsdagen fik også skuespilleren til at reflektere over året, der er gået.
Han mistede sin mor, som han kalder en kæmpe inspiration i sit liv.
Samtidig fremhæver han, hvordan kærligheden fra hustru, familie og venner har givet ham styrke.
- Det har været et år med både sorg, kærlighed, glæde og store refleksioner. Jeg er dybt taknemmelig for mit liv og alle de mennesker, jeg har omkring mig, skriver han.
Fejrede dagen på settet
I Helsingør blev skuespilleren fejret af sine kolleger på 'Sommerdahl'-optagelserne, hvor de pyntede op og sang fødselsdagssang. Senere stod den på middag med de allernærmeste.
Peter Mygind afslutter sit opslag med en påmindelse til sine følgere:
- Husk at værdsætte den tid, du har her på jorden, og tak dine fødder for at bære dig gennem livet.