Fejrer fødselsdag med familien

Bestyrelsesformand, finansminister og folketingsformand. Det er bare nogle af de titler, Svend Jakobsen har besiddet. Den 1. november fylder han 85 år.

Svend Jakobsen var folketingsmedlem fra fra 1971 til 1989, hvor han besad flere ministerposter og var folketingsformand op igennem 1980’erne. Efter Folketinget var han blandt andet bestyrelsesformand for Arken og Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde (Arkivfoto). – Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Svend Jakobsen havde gennem sin karriere i politik et hav af ministerposter, indtil han trådte til som Folketingets formand i 1981. En titel, han bestred frem til 1989.

Men kampen om formandsposten i Socialdemokratiet takkede han nej til i slutningen af 1980’erne.

Artiklen fortsætter under videoen

Han fik ellers talrige opfordringer til at udfordre Svend Auken, som endte med at overtage roret fra Anker Jørgensen i 1987.

– Jeg har altid haft en idé om, at jeg ville ud og lave noget andet, efter at jeg havde været i politik i en række år. Oprindeligt sagde jeg ti år som folketingsmedlem. Det blev så til næsten 18 år, siger Svend Jakobsen, som fylder 85 år den 1. november.

Længe inden han havde sin daglige gang på Christiansborg, fik Jakobsen en handelsmedhjælpereksamen i 1955. Derefter arbejdede han i en årrække som kommis og konsulent i FDB.

I 1971 tog han et ordentligt skridt op ad den politiske rangstige, da han blev valgt ind i Folketinget for første gang for Socialdemokraterne.

To år senere fik han sin første ministerpost og var kortvarigt boligminister i Anker Jørgensens sidste regering før det berømte jordskredsvalg i december 1973.

Op gennem midten og slutningen af 70’erne fulgte et utal af ministerposter til Svend Jakobsen.

Det omfattede alt lige fra bolig og miljø til skatter og afgifter til fiskeri og endelig posten som finansminister. Sidstnævnte var han fra 1979 til 1981.

Her blev ministertitlen udskiftet med posten som Folketingets formand.

Men da et nyt årti ventede lige rundt om hjørnet, tog Svend Jakobsen afsked med Folketinget.

Selv om den tidligere minister som sådan ikke spiller nogen politisk aktiv rolle i dag, så følger han stadig med i, hvad der “rører sig” i politik.

– Det kan man jo ikke lade være med, når man har været i det, som jeg har, siger Jakobsen.

Efter Folketinget fulgte posten som direktør for Danmarks Sparekasseforening.

Fra 1990 til 1994 sad han for bordenden i Finansrådet efter fusionen mellem banker og sparekasser.

Svend Jakobsen var desuden bestyrelsesformand for Kunstmuseet Arken og Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde i flere år.

Fødselsdagen planlægger han at fejre med den nærmeste familie.

Powered by Labrador CMS