Erna og Jørn Hjorting med generøs julehjælp

- Det er ok med lidt "voldsom trængsel og alarm", men det skal være med et smil på. Sådan lyder budskabet fra radiolegenden Jørn Hjorting.

Udgivet Opdateret

Der er ingen tvivl om, at Erna og Jørn Hjorting holder meget af december måned og alt, hvad der hører til af hjemmestrikkede nisser, lys i vintermørket og hyggelige familietraditioner.

Men de oplever også, at danskerne ikke nyder højtiden på samme måde, men i stedet farer rundt for at nå det hele.

– Mange folk er julestressede og ser ikke spor glade ud. Det er blevet et ræs det hele – og så med Black Friday, hvor de skal have købt alle gaverne, siger den tidligere radiovært Jørn og bliver suppleret af Erna:

– Jeg synes ikke, mennesker er søde ved hinanden i dag. Folk, der står i kø, kan hurtigt blive sure. Slap dog af og smil i stedet for – og så specielt i denne juletid. Der skal så lidt til, før du får et smil igen.

Og i år er det folkekære ægtepar med til at sprede endnu mere smil og glæde end normalt.

Når Anthon Berg traditionen tro bringer studerende gratis hjem til jul med Den Generøse Julerejse, har Erna og Jørn nemlig været med til at udvælge steder, der har knappe ressourcer og brug for et ekstra skud julegenerøsitet.

Her skal de studerende løse Generøse Missioner i form af julehygge og god stemning.

Generøse Missioner i hele Danmark

På Anthon Bergs Facebook-side har danskerne nomineret steder for De Generøse Missioner, og derefter har en særlig Julerejsejury udvalgt de endelige modtagersteder.

Foruden Erna & Jørn består juryen af den smilende sangerinde og musicalskuespillerinde Maria Lucia, rådgiver og forfatter Lars AP, som har stiftet bevægelsen Fucking Flink, samt Anthon Berg.

Erna og Jørn Hjorting glæder sig begge meget over at være med i Julerejsejuryen, fordi de på den måde kan være med til at skabe glæde blandt mennesker, der har særligt brug for det.

– Det er skønt med nogle unge mennesker, der kan sætte lidt gang i tingene. Det kunne jeg i hvert fald godt selv tænke mig at opleve, siger Jørn om de studerendes besøg, når de skal ud og løse Generøse Missioner.

Juryen har udvalgt et bosted for udviklingshæmmede, et plejehjem samt en børneafdeling på et hospital til at få besøg af de studerende.

For både Erna og Jørn var det vigtigt at vælge de steder, som trænger allermest. Og de er sikre på, at de udvalgte steder får en oplevelse, som de sent vil glemme.

– Det er dejligt, hvis man – især i juletiden – kan skabe en lille smule glæde. Den mindste lille håndsrækning gør en forskel, og De Generøse Missioner kan komme til at gøre rigtig meget gavn og skabe en kæmpe glæde for mennesker, der trænger til det. Dét er jeg 100 procent sikker på, fortæller Erna.

Folk sender hjemmestrikkede nisser og julesokker

Erna og Jørn oplever selv hver jul, at andres omtanke kan skabe stor glæde. Og der er mange mennesker, som tænker på ægteparret.

Hvert år får de nemlig tilsendt mange gaver – ikke kun fra familie og venner – men også fra helt fremmede mennesker, der sender dem hjemmestrikkede nisser og julesokker.

– Jeg har over 2.000 nisser, og mange af dem har folk sendt til mig, når de har hørt, at jeg samler på nisser. Og der kommer nye nisser til hvert år – i går kom der to, fortæller Erna og fortsætter:

– Jeg glæder mig meget over de nisser, for der har siddet et menneske i mange timer og strikket, syet og nørklet med det for at glæde mig. Så kan man da heller ikke andet end at blive glad.

Når de studerende på Den Generøse Julerejse skal besøge de modtagersteder, som Erna og Jørn har været med til at udvælge, kommer de ikke dog ikke med hjemmehæklede nisser.

Til gengæld medbringer de masser af julepynt, chokolade og god julestemning. Der er afgang med julerejsen onsdag den 21. december, hvor fem pink julebusser kører fra København og ud i hele landet.

Fakta om Jørn og Erna

Jørn Hjorting er tidligere radiovært og var i næsten 40 år ansat i Danmarks Radio. Her var Jørn bl.a. vært på juleradioprogrammet Morgennisserne, der blev sendt fra 1974 til 1995.

Erna er tidligere underviser på danseskole, men hun er også kendt for at samle på nisser. I dag består samlingen af mere end 2.000 nisser, som fylder godt i parrets hjem.

Erna og Jørn holder traditionel dansk jul med familien, hvor der både serveres and og flæskesteg. Én af ægteparrets traditioner er at invitere venner og familie til gløgg og æbleskiver den første søndag i advent.

Powered by Labrador CMS