Engelsk spiller roser Danmark

Harry Maguire har stor respekt for Danmark og fremhæver Kasper Schmeichel som en af de vigtigste spillere

Maguire har rosende ord til landsholdet op til kampen. Foto: JOHN SIBLEY / POOL / AFP
Udgivet Opdateret

De danske landsholdsspillere har været på en følelsesmæssig rutsjebanetur under EM, og det er ikke gået ubemærket hen i den engelske lejr.

Der er sket meget fra Christian Eriksens kollaps i den allerførste kamp og frem til nu, hvor Danmark har kvalificeret sig til EM-semifinalen mod England.

Den engelske forsvarsspiller Harry Maguire er imponeret af danskernes måde at håndtere situationen på.

– Deres rejse har været meget inspirerende, siger han på et pressemøde mandag.

Han fortæller, at de engelske spilleres tanker har været hos Christian Eriksen i den første del af turneringen, men nu handler det om at stå imod den resterende danske landsholdstrup.

– Det er et godt hold. Det har de bevist i flere år. Det er det højst rangerede mandskab, som vi hidtil har spillet imod under EM.

– De har store ledere og stor erfaring. Vi ved, det bliver svært, men vi er meget fokuserede på os selv, siger Harry Maguire.

Den vigtigste spiller

Han kan dog ikke slippe udenom spørgsmål om Danmarks spillere. Den 28-årige Manchester United-spiller har en fortid i Leicester, hvor han spillede sammen med Kasper Schmeichel, som han har stor respekt for.

– Han er en af deres vigtigste spillere. Han er fantastisk. I de sidste par år har hans niveau været utroligt. Han er en stor spiller og leder, siger Harry Maguire.

England får et hav af tilskuere i ryggen på Wembley i London til onsdagens semifinale, og det glæder Harry Maguire, men han slår samtidig fast, at det handler om at fokusere på spillet på banen.

Tror mere på det

England skal nemlig forsøge at overgå sin præstation fra VM i 2018, hvor Kroatien agerede stopklods i semifinalen.

– Vi har nok lidt mere tro på det den her gang. Dengang havde vi ikke været i en semifinale i lang tid, så vores selvtillid var ikke den samme.

– Nederlaget i VM-semifinalen gjorde ondt, så vi skal sikre, at vi står med en positiv følelse efter onsdagens kamp, siger Harry Maguire.

England og Danmark ramler sammen på Wembley onsdag klokken 21.00.

Powered by Labrador CMS