Endnu en DR-succes er solgt til udlandet
"Ulven kommer" fortsætter sin rejse og er nu også på vej til Storbritannien og Frankrig
Har Hollys stedfar slået hende – eller lyver hun?
Det spørgsmål er omdrejningspunktet i DR-dramaet “Ulven kommer”, og nu skal seere i både Australien, Polen og Frankrig følge socialrådgiveren Lars’ opklaring af, hvad der er op og ned i sagen.
“Ulven kommer” er nemlig blevet solgt til udlandet, oplyser DR Salg i en pressemeddelelse.
DR Salg har lukket salg til de førnævnte lande samt til Tyskland, Belgien, Tjekkiet, Slovakiet, Slovenien, Storbritannien, Irland, Belgien, Holland og Luxembourg.
– Derudover oplever vi interesse fra både Nordamerika, Sydamerika og Italien, og også her arbejder vi lige nu med at lukke aftaler, siger salgsansvarlig Freja Johanne Nørgaard Sørensen fra DR Salg i pressemeddelelsen.
I sidste måned snuppede serien samtlige statuetter til Robert-uddelingen i tv-serie-kategorien.
“Ulven kommer” blev kåret Årets Tv-serie.
Flora Ofelia Hofmann Lindahl fik for sin præstation som Holly prisen for Årets Kvindelige Hovedrolle. Med sine 15 år er hun den yngste modtager af prisen nogensinde.
Bjarne Henriksen snuppede den mandlige pendant til prisen for sin rolle som socialrådgiveren Lars.
Der var også priser til skuespillerne, der indtog rollerne som Hollys mor og stedfar, Christine Albeck Børge og Peter Plaugborg.