En mørk tid for ham og kæresten

Rapperen og sangskriveren Ankerstjerne har holdt en lang pause med at udgive musik i eget navn, men nu er han tilbage på scenen.

Udgivet Opdateret

Efter en lang pause på flere år udgav den 38-årige rapper og sangskriver Ankerstjerne for et par måneder siden ny musik i eget navn.

Hans seneste single, "Dem der venter", handler om en mørk tid i hans og kærestens liv, hvor de ikke vidste, om de kunne blive forældre.

Her ser Ankerstjerne tilbage på sine mest mindeværdige festivaloplevelser.

Hvad er din yndlingsfestival?

- Jeg har haft de mest fantastiske oplevelser på Smukfest. Men om den er min yndlingsfestival, ved jeg ikke. Jeg er bare helt vild med folkefesten. Og jeg kan meget godt lide dét, som en af mine venner kalder for Coldplay-låsen. Ved du, hvad det er? Det er armen om konen og så en fadøl i hånden, siger han og griner.

Kender teksten

Hvad er din mest mindeværdige oplevelse som artist på en festival?

- Uh, den er sværere. Uden at pege på et bestemt sted og tidspunkt vil jeg sige, at den fedeste oplevelse er, når jeg kan se på flere tusinde gæsters læber, at de kender teksten og synger med, siger han og fortsætter:

- Så er det, at jeg tænker: "Hold da kæft, den sang nåede eddermame derud". Det er en vild følelse for en sangskriver.

For et par måneder siden udgav Ankerstjerne ny musik i eget navn for første gang i syv år foruden en enkelt single til et tv-program. (Arkivfoto).
For et par måneder siden udgav Ankerstjerne ny musik i eget navn for første gang i syv år foruden en enkelt single til et tv-program. (Arkivfoto).

Vildeste popfest

Hvad er din mest mindeværdige oplevelse som gæst på en festival?

- Jeg var på et tidspunkt på Wireless Festival i Birmingham i Storbritannien sammen med nogle venner. Det var vanvittigt fedt. Både Ellie Goulding, Outkast, Ye og Pharrell skulle optræde, siger han.

- Især Pharrell leverede den vildeste popfest. Der foregik noget helt overnaturligt, for det regnede den dag, men da Pharrell kom på scenen, begyndte solen at skinne.

Som var det første gang

Hvad er det mest nyttige, som du har haft med på festival?

- Det er nok min egen erfaring som festivalgæst. Den bruger jeg, når jeg selv optræder, siger han.

- Jeg skal huske, at gæsterne gerne vil lytte til hits og sange, der samler. De skal have lov til at lytte til "Tag hvad du vil" igen. Og jeg skal spille den, som var det første gang, selv om jeg har spillet den en milliard gange.

Drømmer om næste år

Hvad er det mest unyttige, som du har haft med på festival?

- Det mest unyttige er måske alle de fysiske ting, som man tror, at man skal have med. Det rigtige fodtøj og sådan. I sidste ende er det mest mindsettet og selskabet, der tæller, siger han.

Skal du selv optræde på festivaler i år?

- Nej, men jeg leger med tanken om at gøre det næste år. Og jeg glæder mig til igen at føle den der mindfulness, når jeg optræder. Man skal sgu være ægte til stede.

LARS ANKERSTJERNE

Lars Ankerstjerne Christensen (født 15. august 1984), bedre kendt under pseudonymet Ankerstjerne, er en dansk sanger, rapper, sangskriver og producer. Han debuterede i 2007 under pseudonymet Jinks med singlen "One Night" fra soundtracket til ungdomsfilmen Rich Kids. I maj 2011 valgte Ankerstjerne at udgive singlen "Tag hvad du vil" med sangeren Burhan G, for første gang under sit eget navn. "Tag hvad du vil" har ligget nummer to på både single- og airplay-hitlisten samt modtaget platin for 30.000 downloads. Singlen var forløber til Ankerstjernes selvbetitlede debutalbum, der udkom den 10. oktober 2011 på ArtPeople. Albummet er blevet produceret i samarbejde med Burhan G, der medvirker på tre sange, og gæstes af Rasmus Seebach, Xander, Alberte og Sarah West. Den 3. oktober 2011 udkom anden single fra albummet, "Nattog", hvis omkvæd synges af sangeren Peter Bjørnskov. Sangen debuterede som nummer otte på hitlisten, og har modtaget guld for 15.000 downloads. Albummet har modtaget platin for 20.000 eksemplarer.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS