En af rockmusikkens helt store trommeslagere er død

Den britiske trommeslager Ginger Baker var nok bedst kendt fra rockgruppen Cream. Han er død - 80 år gammel.

Udgivet Opdateret

Siden 1960’erne har Ginger Baker gjort sig bemærket som en talentfuld trommeslager med en helt særlig stil.

Men den britiske musiker, der er blevet betegnet som en af rockmusikkens mest innovative trommeslagere, har slået takten for sidste gang.

Artiklen fortsætter under videoen


Ginger Baker – med det borgerlige navn Peter Edward Baker – er død. Han blev 80 år, skriver det britiske medie BBC.

Ginger Baker var især kendt fra gruppen Cream, som han var med til at grundlægge i 1960’erne.

Gruppen spillede rock tilsat blues og bestod foruden Ginger Baker af guitarist og sanger Eric Clapton og bassist Jack Bruce.

Bruce døde i 2014 – 71 år gammel.

Tidligere oplyste Bakers familie på Twitter, han var indlagt – og i kritisk tilstand.

Det er da også på Twitter, familien fortæller om Bakers død:

Ginger Baker havde en lang og varieret karriere og spillede desuden i rockgrupperne Blind Faith og Hawkwind samt samarbejdede med afrobeat-musikeren Fela Kuti.

Kaldenavnet “Ginger” fik Baker med henvisning til sin røde hårpragt.

Inden Ginger Baker blev professionel musiker ville han være professionel cykelrytter og drømte om at deltage i Tour de France.

Selv om Ginger Baker er blevet betegnet som en af rockens mest indflydelsesrige musikere, har han selv afvist at sætte sit talent og sin musik op på en piedestal.

Ifølge BBC har Ginger Baker fastslået:

– Trommeslagere er virkelig bare nogen, der holder tiden.

Hans sidste album, “Why?”, blev udgivet i 2014, og i 2016 meddelte han, at han ikke længere ville turnere som trommeslager.

Powered by Labrador CMS