Emballagemilliardær fra Sverige er død

Hans Rausing og hans bror arvede Tetra Pak fra forældrene og udviklede det til en global virksomhed.

Industrimanden Hans Rausing (t.h.) døde natten til fredag i sit hjem i England, 93 år gammel. Rausing-familien gjorde Tetra Pak til verdens største emballagevirksomhed. Foto viser også hans bror Gad Rausing (t.v.) og faderen Ruben Rausing. Foto: scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Den svenske erhvervsmand Hans Rausing er død, 93 år. Han døde natten til fredag i sit hjem i England, meddeler familien.

Hans Rausing er tidligere direktør og bestyrelsesformand i familievirksomheden Tetra Pak, der blev grundlagt af hans forældre i 1944.

Arvede en formue

Hans Rausing og hans bror, Gad Rausing, arvede Tetra Pak i 1983, da deres far døde. Omkring samtidig flyttede Hans Rausing til Storbritannien for at undgå de høje svenske skatter.

Hans solgte i 1995 sin andel af virksomheden til Gad. Han menes at have fået syv milliarder dollar for salget, skriver tidsskriftet Forbes. I forbindelse med salget blev virksomheden omdøbt til Tetra Laval.

Gad Rausing døde i januar 2000.

Ekstrem rigdom

Rausing-familien regnes som en af både Sveriges og Storbritanniens rigeste familier. Familiens samlede formue opgøres af Forbes til 12 milliarder dollar, hvilket svarer til 81 milliarder kroner.

Familiens store rigdom gjorde dem også til et mål for kriminelle grupper.

I 1985 havde tre danskere – to kvinder og en mand – med tilknytning til Blekingegade-banden planlagt at afpresse Gad Rausing for 25 millioner dollar ved at bortføre og forlange løsepenge for hans yngste søn, Jörn Rausing.

Peter Øvig Knudsen skriver i sin bog om banden, at kidnapningsplanen var så tæt på at blive gennemført, som at der banden stod klar ved Jörns dør, før operationen blev afblæst.

Artiklen fortsætter under videoen 

Selv om Rausing-familien hører blandt de rigeste i både Sverige og Storbritannien, har størstedelen af klanen holdt lav profil i offentligheden.

En undtagelse er dog Hans Rausings søn, Hans Kristian Rausing, der har været hovedperson i flere skandaler omhandlende narkotikamisbrug og hustruen Eva Rausings død.

Powered by Labrador CMS