Elvira nomineret for film med kendt ægtemand

Mikkel E.G. Nielsen er oscar-nomineret for Bedste Klipning, mens Elvira Lind-instrueret kortfilm er nomineret.

Oscar Isaac blev instrueret af hustruen Elvira Lind i den film, der nu er nomineret til en Oscar. Foto: Scanpix/Mario Anzuoni
Offentliggjort Sidst opdateret

Det blev en glædelig dag for dansk film mandag, da oscarakademiet afslørede, hvem der er nomineret til prisuddelingen i år.

Mens danske Thomas Vinterberg og “Druk” løb med de store overskrifter for nomineringerne for Bedste Instruktør og Bedste Internationale Film, var der også to andre danske nominerede.

Den danske filmklipper Mikkel E.G. Nielsen er nomineret til en Oscar for Bedste Klipning i filmen “Sound of Metal”, og den Elvira Lind-instruerede kortfilm “The Letter Room” er nomineret for Bedste Kortfilm.

Et tosset øjeblik

Elvira Lind er gift med hovedrolleindehaveren i filmen, Oscar Isaac, og de sad i stuen med deres to børn, da de fik beskeden om, at filmen er nomineret til en Oscar.

– Det var bare et tosset øjeblik. Jeg har været meget, meget nervøs inden. Der er så meget snak og forudsigelser, og bare tanken er så fuldstændig afsindig.

– Jeg har været oppe det meste af natten, fordi jeg ikke kunne sove. Og min producer fortalte, at det havde hun også, siger Elvira Lind.

Pludselig var der et manuskript

Hun er oprindeligt dokumentarist, men sprang ud i fiktionen, da hun blev gravid med sit andet barn og derfor måtte lægge en planlagt dokumentar på hylden.

Oscar Isaac foreslog, at hun tog sit manuskript frem, som hun havde skrevet på, om en medfølende fængselsbetjent, der skal læse de indsattes breve.

– Lige pludselig havde jeg skrevet manuskriptet, og så skulle vi løbe hurtigt, fordi vi skulle nå det, inden jeg fødte. Jeg var syv måneder gravid, da vi optog i en sommerhedebølge i fængsler. Vi havde kun fem dage til at optage, men det var megafedt, siger Elvira Lund.

Det betyder meget

Hun er klar over, at nomineringen betyder, at flere muligheder kan åbne sig.

– Det kan det. Det er jo faktisk bare det, som det betyder. Det er derfor, det er så vigtigt. Det er en underlig ting, at man vælger nogle film ud. Der er jo mange andre helt fantastiske kortfilm.

– Det betyder, at mange kommer til at se den. Det betyder selvfølgelig meget for ens karriere, men det betyder også, man får sit budskab ud, siger hun.

48-årige Mikkel E.G. Nielsen er nomineret for sin klipning i dramafilmen “Sound of Metal” af Daris Marder.

Filmen tager udgangspunkt i karakteren Ruben, spillet af Riz Ahmed, der er trommeslager i et heavy metal-band. Undervejs i filmen mister Ruben sin hørelse.

Mikkel E.G. Nielsen, der er søn af Peter A.G. Nielsen, er uddannet filmklipper fra Den Danske Filmskole i 2001.

Han har de seneste 20 år været en del af produktionen som klipper på flere danske biografsucceser.

Blandt andet “Kongekabale” fra 2004 og “En kongelig affære” fra 2012. Mikkel E.G. Nielsen vandt en Robert i 2005 for sit klippearbejde med “Kongekabale”.

Powered by Labrador CMS