Elton John runder Danmark på sin sidste verdensturné

Den britiske musiker Elton John lægger vejen forbi Danmark på sin sidste verdensturné.

Udgivet Opdateret

Den 70-årige britiske popmusiker Elton John tager til efteråret på sin sidste verdensturné.

Det bekræftede han onsdag på et pressemøde i New York.

– Jeg kommer ikke til at turnere mere ud over min sidste turné, som starter i september i år og bliver en global turné.

– Det bliver sidste gang, at jeg turnerer og rejser over hele verden, fordi mine prioriteter i livet har ændret sig, siger Elton John.

Elton John kommer forbi Danmark

Musikerens sidste verdensturné vil tage ham forbi Danmark, hvor han giver koncert i Royal Arena 18. maj 2019, oplyser koncertarrangøren Live Nation Danmark til Ritzau.

Elton John sidste verdensturné har fået titlen “Farewell Yellow Brick Road”.

Mere tid med familien

På onsdagens pressemøde i den amerikanske storby forklarede den prisvindende verdensstjerne, at han fremover vil tilbringe mere tid med familien.

– Det var ikke en svær beslutning, for jeg elsker mine børn så meget, og de har virkelig overtaget mit liv. De er det vigtigste for mig, forklarede Elton John, der er far til sønnerne Elijah og Zachary.

Afviser problemer med helbredet

På pressemødet afviste han også rygter om, at hans beslutning om at stoppe med at turnere skulle skyldes problemer med helbredet.

– Jeg har været på farten konstant siden 1970. Jeg spiller ikke altid i store byer, jeg kan godt lide de mindre byer. Jeg har ikke dårligt helbred, man kunne ikke lave 300 optrædener, hvis man var syg, lød det fra Elton John.

Vil fortsat lave musik

Selv om han tager afsked med turnélivet, vil han fortsat skrive og lave musik, og han håber at kunne udgive flere album.

Elton John tog på turné første gang i 1970 efter en stribe koncerter på Troubadour Club i Los Angeles i Californien.

Turnéen “Farewell Yellow Brick Road” begynder i USA 8. september 2018 og vil strække sig over tre år.

Billetter til koncerten i Royal Arena vil blive sat til salg i slutningen af august.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS