Eks-præsident i højt humør joker om sit eget portræt

To opsigtsvækkende portrætter af Barack Obama og hans kone, Michelle, blev i denne uge afsløret i Washington. Den tidligere præsident var i strålede humør og anlagde en ironisk distance til skilderierne.

Forleden var den tidligere amerikanske præsident i højt humør – her ses Barack og Michelle Obama ved afsløringen af de to portrætmalerier, som netop er blevet færdige. Foto: Mark Wilson/Scanpix
Forleden var den tidligere amerikanske præsident i højt humør – her ses Barack og Michelle Obama ved afsløringen af de to portrætmalerier, som netop er blevet færdige. Foto: Mark Wilson/Scanpix
Udgivet Opdateret

Den tidligere amerikanske præsident var i højt humør, da portrætter af ham selv og hans kone, Michelle Obama, forleden blev afsløret på Smithsonian National Portrait Gallery i Washington.

– Jeg prøvede at forhandle mig frem til knap så meget gråt hår. Men Kehindes kunstneriske integritet forhindrede ham i at gøre, hvad jeg bad ham om, jokede Barack Obama ved offentliggørelsen.

Det er den amerikanske portrætkunstner Kehinde Wiley, der står bag maleriet af USA’s 44. præsident.

Ørerne måtte gerne være mindre

– Jeg prøvede også at bede om lidt mindre ører. Men det lykkedes heller ikke, lyder det muntert fra Barack Obama.

Han tilføjer, at han synes, at maleriet ser “ret skarpt” ud.

Barack og Michelle Obama er det første sorte præsidentpar i USA.

Dermed er det også første gang, at sorte amerikanere bliver en del af præsidentgalleriet i Washington.

Skilderierne skiller sig ud

Og begge malerier skiller sig ud fra de traditionelt konservative portrætter.

Barack Obama er afbilledet siddende på en stol foran en stor grøn busk med små blomster.

Michelle er iklædt en iøjnefaldende kjole og er placeret foran en lyseblå baggrund med hagen hvilende på sin højre hånd.

– Jeg vil gerne takke dig for på sådan en spektakulær måde at indfange elegancen, skønheden, intelligensen, charmen og det lækre ved den kvinde, som jeg elsker, siger Barack Obama.

Kan skabe håb for unge sorte kvinder

Den tidligere præsidents kommentar var rettet mod amerikanske Amy Sherald, der er kvinden bag portrættet af Michelle Obama.

Og den tidligere førstedame håber, at et maleri af en sort kvinde på portrætvæggen i Washington kan skabe håb for unge sorte kvinder.

– De kigger op og ser et billede af en, der ligner dem selv, hænge på væggen i denne store amerikanske institution. Jeg ved, hvilken effekt det kan have på deres liv, fordi jeg har selv været en af de piger, siger Michelle Obama.

Portrættet af Barack Obama vil blive placeret blandt portrætterne af de øvrige præsidenter.

Maleriet af Michelle Obama vil være en del af udstillingen på Smithsonian National Portrait Gallery frem til november.

Powered by Labrador CMS