Dronningens jubilæumsønske

Elizabeth ønsker sig tre millioner træer i jubilæumsgave. Hun har allerede selv bidraget til at plante det første

Om alt går vel, kan dronning Elizabeth den 6. februar 2022 fejre 70 års jubilæum som sin nations regent. Foto: Scanpix/Eddie Mulholland/Pool via REUTERS
Om alt går vel, kan dronning Elizabeth den 6. februar 2022 fejre 70 års jubilæum som sin nations regent. Foto: Scanpix/Eddie Mulholland/Pool via REUTERS
Offentliggjort Sidst opdateret

Se flere fotos i galleriet ovenfor

Den 6. februar 2022 er det 70 år siden kong George VI uventet gik bort og dronning Elizabeth overtog tronen.

Dronningen, der til den tid vil være 95 år gammel, vil, om alt går vel, blive den første britiske regent til at runde dette meget skarpe hjørne som siddende regent.

Forberedelserne til jubilæet er allerede gået i gang. Blandt andet i form af projekt ‘The Queen’s Green Canopy’, som netop er blevet lanceret.

Det skriver Royal Central.

Bidrog selv ved igangsættelsen

Det er et projekt, der er etableret i samarbejde med regeringen, kongehuset og en række grønne organisationer og som efter et stort jubilæumsønske fra dronningen handler om at beskytte eksisterende skovområder samt plante nye træer.

Og et projekt hun selv var med til at sætte i gang sammen med prins Charles.

Sammen har mor og søn nemlig plantet det første træ i projektet på jordene, som hører under Windsor Castle.

Planen er, at blandt andet skoler og institutioner i hele kongeriget skal gøre det samme.

Slut jer til mig

I forbindelse med lanceringen lyder der også en opfordring fra prins Charles.

“At plante et træ er en erklæring om håb og tro på fremtiden. Nu hvor vi nærmer os dette meget specielle år, vil jeg opfordre alle til at slutte sig til mig og plante et jubilæumstræ,” siger han i en erklæring.

Træet, dronningen og tronfølgeren plantede, var af sorten ‘Verdun’ eg, som blev bragt til Storbritannien efter Første Verdenskrig, hvor det blev brugt i forbindelse med forskellige mindesmærker.

Tre millioner træer

‘The Queen’s Green Canopy’ råder over tre millioner træer, interesserede i hele Storbritannien kan søge del i fra juni måned.

Festlighederne i forbindelse med jubilæet foregår løbende hen over 2022, men kulminerer i dagen fra den 2. til 5. juni, hvor der afvikles en række begivenheder til ære for majestæten.

Præcis hvilke vil blive løbende annonceret.

Se flere fotos i galleriet ovenfor

Powered by Labrador CMS