Dronningens farverige festtøj vises på udstilling

Dronning Margrethe er tirsdag den 27. marts i Aarhus for at deltage i åbningen af en særudstilling af regentens eget tøj fra 1940'erne og frem til i dag. Udstillingen er åben for offentligheden fra den 28. marts.

Margrethe ankommer her til Den Gamle By i Aarhus. (Foto: Bo Amstrup/Scanpix 2018)
Margrethe ankommer her til Den Gamle By i Aarhus. (Foto: Bo Amstrup/Scanpix 2018)
Offentliggjort Sidst opdateret

Dronning Margrethe er kendt for at have farverige kreationer på til både offentlige arrangementer og hverdag, og nu kan danskerne komme helt tæt på et stort udvalg af dronningens egne rober.

I Den Gamle By i Aarhus åbnede nemlig tirsdag en særudstilling med et udvalg af dronning Margrethes tøj og sko.

Dronning Margrethe, der er protektor for Den Gamle By, var til stede ved åbningen, som vi kan se på de mange billeder herover.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Udstillingen kan opleves i et halvt års tid

Udstillingen har fået titlen “Fra Dronningens Garderobe” og kan opleves frem til den 9. september i år.

Udstillingen indeholder en stor samling af dronningens tøj til både hverdag og fest, blandt andet nationaldragter, kjoler og hatte fra 1940’erne og frem til nu.

Derudover fremvises nogle af dronningens gamle skolebøger og dukkevogne.

På det sociale medie Instagram har det danske kongehus valgt at dele en række billeder af nogle af de kjoler, som danskerne kan se på udstillingen i Aarhus.

Har overdraget tøj til samlinger

– Den kongelige families beklædning er privat ejendom, men kongehuset har gennem de sidste 400 år overdraget de mest kostbare og historisk interessante dragter til De Danske Kongers Kronologiske Samlinger, skriver kongehuset til billederne af de farverige kjoler.

Dronning Margrethe er lige nu bosiddende på Marselisborg Slot i Aarhus.

Som Kendte.dk skrev mandag, så benyttede regenten mandagen til at gæste domkirkebyen Ribe, hvor der blev besøgt forskellige udgravninger og museer.

Se opslaget fra kongehusets Instagram-profil her:


Powered by Labrador CMS