Dronning Elizabeth ramt af nyt dødsfald

Sorgerne synes at vælte ned over den britiske monark

Offentliggjort Sidst opdateret

Se flere fotos i billedgalleriet ovenfor

Lørdag den 17. april blev prins Philip stedt til hvile i St. Georges Chapel på Windsor Castle. En enorm sorg for dronning Elizabeth, som dermed sagde farvel til sin livsledsager gennem 73 år.

Nu er hun så ifølge flere britiske medier, blandt andet Mirror, blevet ramt af endnu en ulykkelig hændelse.

For selvsamme dag som prins Philip blev begravet kom meddelelsen om, at hendes nære ven og tidligere rådgiver, Sir Michael Oswald, er død efter længere tids sygdom.

Mangeårig medarbejder og rådgiver

Sir Michael Oswald arbejdede mange år for det britiske kongehus og var en nøgleperson i familiens enorme interesse for heste og hestesport.

Han tiltrådte som chef for de kongelige stalde i 1970 og fungerede dengang som rådgiver for ‘dronningemoderen’, der havde en udpræget interesse for især hopper.

Efter hendes død i 2002 fungerede han efterfølgende som blandt andet ‘racerådgiver’ for dronning Elizabeth og de er ofte blevet set sammen i forbindelse med forskellig hestesports events.

Det bedste job nogen kunne ønske sig

Ifølge Sir Michael Oswalds enke, Lady Angela, der er datter af den 6. markis af Exeter, følte han sig yderst privilegeret som en del af de kongelige stalde.

“Han sagde altid, han havde det mest fantastiske job nogen nogensinde kunne ønske sig og arbejdede hele sit arbejdsliv med det han alligevel ville have lavet, hvis han havde været rig og slet ikke havde behøvet at arbejde,” fortæller hun til The Racing Post.

Sir Michael Oswald blev 86 år gammel.

Se flere fotos i billedgalleriet ovenfor

Powered by Labrador CMS