DR-chef spår om Eurovision-chance: -Vi skiller os ud

Med nummeret "Higher Ground" har Danmark en god chance ved Eurovision, vurderer DR's underholdningschef.

Rasmussen vandt med sangen “Higher Ground” ved Dansk Melodi Grand Prix. Foto: Henning Bagger/Scanpix
Rasmussen vandt med sangen “Higher Ground” ved Dansk Melodi Grand Prix. Foto: Henning Bagger/Scanpix
Udgivet Opdateret

Når Eurovision Song Contest afholdes til maj i Portugal, skal 33-årige Jonas Flodager Rasmussen forsøge at gøre Emmelie de Forest kunsten efter og hive det europæiske trofæ hjem til Danmark med nummeret “Higher Ground“.

Og det har han en relativt god chance for, mener Jan Lagermand Lundme, der er underholdningschef i DR.

Grand Prix-legende: -Denne sang gik fra toppen til ud af bunden

– Vi går efter en plads i top 10. Det er ikke nogen hemmelighed.

– Jeg tror på det, men man kan selvfølgelig aldrig vide. Men jeg tror, vi har en god chance med den her sang, fordi den skiller sig ud, og den er markant, siger han.

Inspireret af sagnet om viking

Nummeret “Higher Ground” er inspireret af sagnet om vikingen Magnus Erlendsson, og forud for sejren lørdag aften i Dansk Melodi Grand Prix optrådte 33-årige Rasmussen også i et vikingeinspireret sceneshow med skumsprøjt og bølgegang.

Netop den nordiske arv håber Jan Lagermand Lundme, at resten af Europa tager godt imod.

– Vi har ikke før prøvet at sende en sang afsted med sådan et nordisk udtryk. Jeg synes, den her sang kan noget. Han (Rasmussen, red.) har et stærkt udtryk, og det er en stærk sang, siger underholdningschefen.

Galleri: Grand Prix-vindere gennem tiden

Nu begynder forberedelserne til Eurovision, der afholdes i Lissabon i Portugal til maj.

– Nu skal vi have gjort nummeret fuldstændigt klar til Eurovision, og vi skal have kigget på, om der skal laves nogle ændringer. Men umiddelbart tror jeg, at det her udtryk er det rigtige, siger Jan Lagermand Lundme.

På en andenplads til melodigrandprixet endte 17-årige Anna Ritsmar, mens svenskfødte Albin Fredy løb med tredjepladsen.

Blå Bog

Navn: Jonas Flodager Rasmussen.

Alder: 33 år.

Fødested: Viborg.

Nationalitet: Dansk.

Uddannelse: Cand.mag. i musikvidenskab og dramaturgi.

Karriere: Underviser på Scenekunstskolen ved Kulturskolen Viborg og ved Aarhus Teater Læring. Ved siden af er han frontfigur i bandet Hair Metal Heröes, der optræder med rockhits fra 1980’erne.

Civilstand: Gift med Mia Flodager og far til døtrene Aia og Selma.

Bopæl: Langå.

Jonas Flodager Rasmussen debuterede i melodigrandprixet under efternavnet Rasmussen.

Nummeret “Higher Ground” er skrevet og komponeret af de to svenske sangskrivere Niclas Arn og Karl Eurén, som begge har haft flere sange med i det svenske melodigrandprix, Melodifestivalen, gennem årene.

Kilder: DR, TV2 Østjylland, Randers Amtavis.

Værd at vide om den danske deltagelse i Eurovision

* Indtil 2004 var alle sange ved Dansk Melodi Grand Prix på dansk, men så valgte DR at ændre reglerne.

* Der blev ikke afholdt melodigrandprix i Danmark i 1994, 1998 og 2003, fordi Danmark havde fået en for dårlig placering i Det Internationale Melodi Grand Prix året før.

* Danmark har vundet Det Internationale Melodi Grand Prix tre gange:

I 1963 med Grethe og Jørgen Ingmanns “Dansevise”.

I 2000 med Brødrene Olsens “Smuk som et stjerneskud”.

I 2013 med Emmelie de Forests “Only teardrops”.

* Eurovision Song Contest blev i 1964 afholdt i Tivolis Koncertsal med DR’s speakerpige Lotte Wæver ved roret.

* Det Internationale Melodi Grand Prix blev i 2001 afholdt i Parken i København.

* B & W-hallerne på Refshaleøen i København dannede i 2014 rammen om Eurovision Song Contest.

* Eurovision afholdes i år i Lissabon i Portugal. Sangeren Rasmussen skal repræsentere Danmark med sangen “Higher Ground”.

Kilder: Den Store Danske, DR, Koda.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS