Donerer 60 millioner til sundheden

For anden gang hiver Michael Jordan millioner op af lommen for at hjælpe udsatte i sin hjemstavn

Udgivet Opdateret

Den amerikanske basketball legende og forretningsmand Michael Jordan er en ganske generøs og hjælpsom sjæl. Tilbage i 2017 donerede han knap 45 millioner kroner til oprettelse af to sundhedscentre i sin hjemby Wilmington i staten North Carolina.

Nu har han så fisket yderligere godt og 60 millioner op af lommerne så byen kan få endnu to centre. Det skriver TMZ.

Artiklen fortsætter under videoen

Der er tale om en donation, der går gennem non-profit organisationen Novant Health, som skal oprette centrene, og som i forvejen står bag lignende centre og hospitaler over hele USA.

Ifølge organisationen vil millionerne fra Michael Jordan betyde, at der kan tilbydes omfattende sundhedshjælp såvel som både adfærdsmæssig og social støtte til området mest sårbare.

En stolt giver

Michael Jordan er ekstremt stolt over at kunne bidrage til bedre adgang til nødvendige, medicinske tilbud i sin hjemby.

“Alle skal have adgang til sundhedsydelser af høj kvalitet, uanset hvor de bor, eller om de har forsikringer eller ej. Wilmington har en særlig plads i mit hjerte og det er virkelig glædeligt at kunne give tilbage til et samfund, der har støttet mig gennem hele mit liv,” siger han.

Åbner i 2022

De to eksisterende klinikker, Michael Jordan har finansieret, står allerede bag hjælp til flere end 4.500 patienter og er desuden en aktiv medspiller under corona-pandemien. Blandt andet i forbindelse med vacciner.

De nye centre er begge planlagt til at skulle åbne i begyndelsen af 2022.

Powered by Labrador CMS