Dommerpanelet klar til X Factor

Dj'en Martin Jensen, der står bag flere internationale hits, skal give Oh Land og Thomas Blachman modspil.

Martin Jensen har blandt andet spillet på Smukfest i Danmark, men også i udlandet har han skabt sig et navn. – Foto: Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

Han har spillet på et væld af store scener verden over og arbejdet sammen med stjerner som Ed Sheeran og Katy Perry – og så er han ærkedansk, hedder Jensen til efternavn og er opvokset i Silkeborg.

Og nu kan dj’en og produceren Martin Jensen også kalde sig for ny X Factor-dommer. Det afslører TV2 fredag eftermiddag ved et pressemøde.

Han snupper nemlig den ledige stol ved dommerbordet, som rapperen og produceren Ankerstjerne forlod efter sidste sæson, og slutter sig dermed til Oh Land og Thomas Blachman, der begge napper en runde mere i X Factor-manegen.

Glæder sig

Mens Martin Jensen for nogle danskere vil være et relativt ukendt bekendtskab, så har dj’en formået at skabe sig et noget større navn på den internationale scene, hvor han blandt andet har hittet med nummeret “Solo Dance”, der er streamet intet mindre end 800.000.000 gange.

– Jeg glæder mig super meget til at skulle i gang med det hele, siger han i en pressemeddelelse.

– Jeg glæder mig til at sidde til auditions og få kuldegysninger, når der kommer nogen ind, som virkelig rammer en i hjertet, til at finde den karisma, som fejer en væk og vælter alt i ens verden og til at finde det talent, jeg ved, vi har i Danmark. Et talent, som kan gå hele vejen, lyder det videre.

– Jeg glæder mig til at udvikle de forskellige sangere og til at komme ind i den X Factor-verden, jeg i så lang tid har fulgt, siger Martin Jensen.

Han håber med egne ord, at han kan være et friskt pust til programmet.

– Der har været et flertal af sangere og sangskrivere med som dommere, mens jeg kommer med en baggrund som producer og dj og med erfaring inden for marketing, brandudvikling og meget mere.

– Der er så meget mere til en artist end udelukkende at synge, og det er den ekstra viden, jeg kan byde ind med, og som jeg føler vil give dem det ekstra skub, de har brug for, siger han.

“X Factor” får premiere til januar.

Powered by Labrador CMS