Dolly Parton kæmper med helbredet

Dolly Parton siger, at hun reagerer godt på medicin og behandling, men må aflyse koncerter i Las Vegas

Offentliggjort

Dolly Parton aflyser Las Vegas-koncerter

Dolly Parton aflyser seks koncerter i Las Vegas.

Årsagen er helbredsproblemer og behandling.

Hun siger, at medicinen virker, men gør hende svimmel.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Den amerikanske countrystjerne Dolly Parton har mandag meddelt, at hun aflyser en række koncerter i Las Vegas i USA på grund af helbredsproblemer.

Det sker i en række videoer, som Parton har delt på sociale medier.

Den 80-årige sanger fortæller, at hun modtager behandling - men at hun ikke er klar til at optræde på scenen.

Parton har tidligere udsat rækken af koncerter i Las Vegas, som hun oprindeligt skulle have taget hul på sidste år.

De seks koncerter, der skulle have fundet sted i december, blev rykket til september i år - inden de mandag så blev aflyst, skriver det amerikanske nyhedsbureau AP.

- Den gode nyhed er, at jeg reagerer rigtig godt på medicin og behandling, og jeg får det bedre for hver dag, siger hun.

- Det kommer til at tage mig lidt tid, før jeg er klar til at optræde på scenen.

Svimmel og omtåget 

Dolly Parton tilføjer, at den medicin, hun tager, gør hende svimmel og omtåget.

Sangeren, der blandt andet er kendt for hittet "9 to 5", deler ikke detaljer om, hvad hun behandles for.

Ifølge AP siger hun dog, at hun altid har haft problemer med nyresten, og at hendes immunforsvar og fordøjelsessystem i de sidste par år er "kommet helt i ubalance".

Billedet er fra 2019, hvor Dolly Parton ses ankomme til musicallen "9TO5 The Musical" på Savoy Theatre i London. Hun har mandag aflyst koncerter, der oprindeligt skulle have fundet sted i december. (Arkivfoto).

Læger arbejder hårdt på at genopbygge og styrke dem, lyder det videre.

- De forsikrer mig om, at alt, hvad jeg har, kan behandles, siger hun.

- Selvfølgelig kan jeg ikke være svimmel og bære rundt på banjoer, guitarer og den slags i fem-tommers (12,7 centimeter, red.) høje hæle, og dem ved I, at jeg kommer til at have på.

- For slet ikke at nævne alt det tunge tøj med rhinsten, det store hår, min store personlighed.

Ikke død endnu 

Sidste år spredte der sig bekymringer om Partons helbred, efter at hendes søster offentligt opfordrede folk til at bede for sangeren.

Dolly Parton delte efterfølgende en video til sine fans med titlen "I ain't dead yet!" ("Jeg er ikke død endnu!", red.).

Powered by Labrador CMS