Død for et år siden: Nu udgives glemt digt
Torsdag er det præcis et år siden, at Yahya Hassan blev fundet død i sin lejlighed i Aarhus
(Citathistorie fra TV2 Østjylland)
Det er en kold januardag i 2013.
Yahya Hassan og Søren Marcussen står på Godsbanen i Aarhus. Yahya Hassan vil læse et digt op for Søren Marcussen. Et digt, som han aldrig efterfølgende får udgivet.
Men i dag, præcis et år efter at Yahya Hassan blev fundet død i sin lejlighed i Aarhus, bliver den scene på Godsbanen pludselig igen aktuel.
Yahya Hassans ven og kunstnerkollega, Søren Marcussen, har nemlig torsdag valgt at mindes Yahya Hassan ved at udgive en gammel video af Yahya Hassan på YouTube, hvor han læser det ikke udgivne digt op. Det skriver TV2 Østjylland.
Selvprofetisk
Digtet hedder ”Er vi ikke alle sammensat”, og Søren Marcussen mener, at digtet indeholder mange ligheder med Yahya Hassans egen skæbne.
– Jeg gennemser mit råmateriale med Yahya her syv år efter, det blev optaget, og så kan jeg lige pludselig se, at hold da op, det her er nærmest selvprofetisk, siger Søren Marcussen til TV2 Østjylland.
De to kunstnere mødtes i forbindelse med optagelserne til portrætserien ‘Himlen Over Os’ af Opgang2 Turnéteater, hvor Søren Marcussen tilbage i 2013 besøgte en ung Yahya Hassan til et portræt.
– Digtet, der bliver udsendt i dag, er for mig en påmindelse om, hvordan livet kan gå, siger Søren Marcussen.
Efterfølgende var de to kunstnere ude og læse digte op mange gange sammen, før Yahya Hassan udgav hans debutalbum, der skulle gøre ham til dansk folkeeje.
– Jeg vil ikke sige, at jeg på den måde går rundt og savner ham mere end før. Jeg savnede ham allerede, fra da han blev kendt, siger Søren Marcussen.
Blev Danmarks bedst sælgende digter
Yahya Hassans karriere tog i 2013 for alvor fart med udgivelsen af hans første digtsamling, ‘Yahya Hassan’, hvor han med blokbogstaver og messende rytme fortæller om en opvækst fyldt med tæsk og omsorgssvigt i Aarhus V ghettoen Gellerup.
Hans debutdigtsamling blev med et oplag på mere end 120.000 eksemplarer den bedst sælgende debutdigtsamling nogensinde i Danmark.
– Jeg kaldte ham digterdrengen, og hvorfor fanden kunne han ikke bare skrive nogle digte? Hvorfor kunne han ikke omdanne hans talent til bare at skrive i poesiens tjeneste? Siger Søren Marcussen.
Overvåget døgnet rundt
Debutdigtsamlingen skabte meget offentlig kritik og samfundsdebat. Det resulterede både i overfald og dødstrusler. Han havde i lang tid PET-livvagter med sig rundt 24-timer i døgnet.
– Jeg tror, at der er rigtig mange mennesker, der har sagt til ham, hvad han skulle gøre, men han har altid gjort, som han selv ville.
– Han fik aldrig rigtig udnyttet sit potentiale, men han havde en begejstring for poesien. Han havde det, hvor man bliver helt væk, i det man skaber. Jeg ville ønske, at han stadigvæk kunne skrive den dag i dag, siger Søren Marcussen.
Yahya Hassan blev 24 år gammel.