Død efter tre års kamp mod kræft
Rob Hirst blev 70 år gammel
Den australske rockmusiker og 'Midnight Oil'-trommeslager Rob Hirst er gået bort.
Han døde tirsdag efter tre års kamp mod kræft.
Det skriver blandt andet The Guardian.
Den triste nyhed er også blevet bekræftet af hans band-kammerater på de sociale medier.
"Efter at have kæmpet heroisk i næsten tre år er Rob nu fri for smerte - 'et lille glimt af lys i vildmarken'. Han døde fredeligt, omgivet af sine kære," skriver de i et opslag på Facebook.
Var med fra starten
Rob Hirst var med til at grundlægge 'Midnight Oil' helt tilbage i 1972.
Og han var ikke blot en dygtig trommeslager.
Han var også med til at skrive og komponere Midnight Oil-hits som blandt andre 'Power and the Passion', 'Beds Are Burning' og 'The Dead Heart'.
Tilhænger af aktiv dødshjælp
Rob Hirst blev diagnosticeret med kræft i bugspytkirtlen i 2023, og gjorde det så sent som sidste år klart, at han var tilhænger af aktiv dødshjælp, som er tilladt i New Sout Wales, Australien.
Det fremgår dog ikke, om det var hans eget valg at komme herfra netop nu.
Rob Hirst blev 70 år gammel.