Død efter langt sygdomsforløb
Skuespilleren Volker Lechtenbrink er gået bort
Den tyske skuespiller, singer-songwriter og regissør Volker Lechtenbrink er gået bort.
Han døde omgivet af familien mandag den 22. november efter en lang periode med svær sygdom.
Det skriver blandt andet Bild.
Slog igennem som 14-årig
Volker Lechtenbrink medvirkede gennem karrieren i et hav af film og TV-serier, og havde også sit virke på og en stor kærlighed til teaterscenen.
Han fik sit store gennembrud allerede som 14-årig, da han i 1959 medvirkede i kult- og antikrigsfilmen 'Die Brücke'.
Det er fortællingen om en lille gruppe unge, der under krigens sidste dage i 1945, får den fuldstændig meningsløse opgave at forsvare en bro ved en landsby i Bayerischer Wald.
Med i populære TV-serier
Herhjemme vil mange også huske ham fra roller i populære TV-serier som 'Der Kommissar', 'Der Alte' og 'Tatort'.
Volker Lechtenbrink blev 77 år gammel.