Død efter kort tids kræftsygdom

Michael Bundesen er død.

Shu-bi-dua-forsanger Michael Bundesen er død. Foto: Scanpix
Shu-bi-dua-forsanger Michael Bundesen er død. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Michael Bundesen, landskendt som frontmand for Shu-bi-dua, er død. Det bekræfter børnene Nanna og Nicolaj Bundesen i en pressemeddelelse.

(Artiklen fortsætter under videoen)

“Det er med en ufattelig sorg, at vi kan meddele, at vores far Michael Bundesen efter kort tids kræftforløb er afgået ved døden”, skriver de to.

71-årige Bundesen skabte sammen med resten af “Shubberne” nogle af landets helt store hits med sine letgenkendelige og frivilligt morsomme sange. Det varede ved gennem flere årtier.

I maj 2011 blev Michael Bundesen dog med kort tids mellemrum ramt af to blodpropper i hjernen, som medførte lammelser i venstre side af hans krop. Det blev Shu-bi-duas endeligt. Bundesen trak sig tilbage som udøvende sanger og stod kun en enkelt gang siden på scenen.

Det var, da han ved Danish Music Awards i 2013 modtog en ærespris sammen med resten af Shu-bi-dua. Bundesen sad ved den lejlighed i kørestol. Det har han gjort siden.

Han sov stille ind søndag aften i sit hjem i Gentofte – i trygge rammer og omgivet af den nærmeste familie.

“Familien vil gerne udbede sig ro til at bearbejde sorgen og det kæmpe savn, Michael efterlader i vores alles hjerter”, skriver børnene.

Bundesens eget ønske var, at bisættelsen skal foregå i stilhed og diskret – for de allernærmeste. “Selvom det varmer at tænke på, hvor mange danskere, han har betydet noget for, appellerer vi til, at dette ønske respekteres”, skriver Nanna og Nicolaj Bundesen.

Powered by Labrador CMS