Død af kræft

Hun blev 79 år gammel

Nathalie Delon er død, 79 år gammel. Foto: Scanpix/AFP
Offentliggjort Sidst opdateret

Den franske skuespillerinde Nathalie Delon er død. Det skriver France 24.

Ifølge France 24 har Nathalie Delons søn, Anthony Delon, bekræftet dødsfaldet. Han fortæller, at moderen døde af kræft klokken 11.00 torsdag formiddag i Paris. Hendes familie og venner var hos hende til det sidste.

Artiklen fortsætter under videoen.

France 24 skriver, at blev en international filmstjerne i 1967, da hun spillede overfor sin mand, Alain Delon, i filmen Le Samouraï (Ekspert i drab).

På det tidspunkt var hun dog langt fra ukendt i den verden, de kulørte blade interesserer sig for. France 24 skriver, at det var et syn for offentligheden, da Alain Delon forlod filmstjernen Romy Schneider for at være sammen med netop Nathalie.

De to mødtes på en natklub i Paris, og de indledte en affære, som Alain Delon holdt hemmelig for Romy Schneider, indtil parret blev gift i sensommeren 1964, hvorefter de rejste til Los Angeles.

Født i Marokko

Nathalie Delon blev født i 1941 i Marokko. Hendes familie var fra Spanien, og hun fik navnet Francine Canovas.

Hendes første filmrolle var i netop Le Samouraï, og hun havde roller i både amerikanske og franske produktioner gennem sin karriere, hvor hun også instruerede to film.

Hun blev skilt fra Alain Delon efter fem års ægteskab i 1969. France 24 skriver, at parret forblev venner gennem livet, de fejrede blandt andet jul sammen i 2020.

Efterlod alt

Nathalie Delon har selv fortalt, at hun hurtigt blev træt af ægteskabet med Alain Delon, blandt andet fordi han var hende utro.

– Da jeg forlod ham, efterlod jeg alt. Jeg tog afsted med min søn og hans barnepige, og det var det, har hun selv fortalt om bruddet med Alain Delon.

Nathalie Delon blev 79 år gammel.

Powered by Labrador CMS