Det var som et kærlighedsforhold
Han stod i spidsen for en af Danmarks mest kendte virksomheder, nemlig B&O. Siden fik han en bestyrelseskarriere. Anders Knutsen fylder 75 år
Han stod i spidsen for en af Danmarks mest kendte virksomheder igennem ti år og vendte underskud til overskud på et kritisk tidspunkt i virksomhedens historie.
Men direktørjobbet i B&O var ikke uden omkostninger på privatfronten, har han fortalt åbent om.
Onsdag den 4. maj fylder tidligere administrerende direktør Anders Knutsen 75 år.
Tæt på afgrunden
I starten af 1990'erne var afgrunden faretruende tæt på for Struer-virksomheden, som er kendt for fjernsyn og stereoanlæg i luksusprisklassen.
Men det lykkedes B&O's ledelse med den administrerende direktør Anders Knutsen i front at vende virksomheden.
- Mange har i tidens løb hævdet, at følelserne hos de mest involverede i denne visionære vestjyske virksomhed til forveksling ligner kærlighed, og at adskillige går rundt derude med et smertefuldt brud i bagagen, stadig ulykkeligt forelskede.
Op- og nedture
Sådan lød det ifølge Berlingske i bogen "Pris og Poesi", som han skrev sammen med sin daværende hustru, B&O's tidligere kommunikationschef Helle Katholm Knutsen.
For Anders Knutsen blev det et kærlighedsforhold til B&O med både op- og nedture.
Han forlod B&O i 2001 efter sammenlagt 27 års ansættelse og med mere end ti år i direktørsædet.
Og det var en nøje overvejet beslutning, at han selv trak stikket, har Anders Knutsen fortalt om blandt andet i bogen "Veje ud af magten".
Mentor ændrede alt
Det skete efter et forløb med mentor og erhvervsfilosof Mogens Stiller Kjærgaard, som fik topchefen til at se indad og reflektere over sit liv.
- Jeg indså, at hvis jeg ikke havde B&O, ville jeg drikke mig ihjel i rødvin. Det eneste, der reelt havde indhold i mit liv på det tidspunkt, var virksomheden. Uden den havde jeg intet andet på dagsordenen, lød det i bogen.
For topjobbet havde sine omkostninger. Topchefen havde dengang blandt andet to skilsmisser i bagagen, fortalte han i bogen.
Måtte trække sig
Efter han trådte tilbage i 2001 som 53-årig, havde han samlet mere end 20 bestyrelsesposter, herunder formandskab i Danisco og handelshøjskolen CBS. Han var også formand for Danmarks Erhvervsråd i en periode.
Anders Knutsen har tilbragt meget tid i Frankrig, hvor han ejede et hus sammen med sin tidligere kone.
Anders Knutsen er i dag gift med Annamarie Amdisen.