Det svenske kongehus er dybt berørt over stjernekunstners død
Svenske Barbro Svensson - også kendt som "Lill-Babs" - døde tirsdag den 3. april efter længere tids kræftsygdom. Det svenske kongehus er dybt berørt af den kendte svenskers død - som resten af Sverige er det.
Vort svenske broderland stod tirsdag den 3. april op til en trist nyhed, idet Barbro “Lill-Babs” Svensson denne dag afgik ved døden.
Medlemmerne af det svenske kongehus er dybt berørte over dødsfaldet.
Den kendte sangerinde og skuespiller blev 80 år – men led i den sidste tid af en alvorlig kræftsygdom kombineret med et svækket hjerte.
Som lille blev Barbro Svensson kaldt “Lillan” og “Babsan”.
En af Sveriges mest folkekære kunstnere
Kælenavnene blev senere til Lill-Babs, og under det navn er hun kendt som sangerinde og skuespiller.
Sin første musik udgav Lill-Babs helt tilbage i 1954, men det store gennembrud kom i 1959 med sangen “Är du kär i mig ännu, Klas-Göran?”.
Siden har hun været kendt som en af Sveriges mest folkekære kunstnere.
Hendes død har berørt mange mennesker både i og uden for Sverige – og nu har det svenske kongehus også valgt at komme med en udtalelse.
Vil savne hendes store hjertelighed
– Barbro “Lill-Babs” Svensson har i dag forladt os. En folkekær kunstner, som mange vil komme til at savne, og som i løbet af årene er blevet en nær ven af vores familie, skriver regentparret i en meddelelse på den royale hjemmeside.
– Vi vil savne hendes store varme og hjertelighed.
Både kong Carl Gustav og dronning Silvia har ved flere lejligheder truffet den svenske sangerinde og skuespiller.