Det sagde præsten

Arbejdet for de baltiske lande og den aktive udenrigspolitik fremhæves under Uffe Ellemann-Jensens bisættelse

Udgivet Opdateret

Uffe Ellemann-Jensen var en "statsmand, der blev lyttet til - også i det store udland".

Det sagde præst og tidligere biskop Erik Norman Svendsen under bisættelsen af den tidligere Venstre-formand og udenrigsminister tirsdag fra Holmens Kirke i København.

Særligt lagde Norman Svendsen vægt på Ellemann-Jensens tid som udenrigsminister.

- Det var vel indiskutabelt tiden som udenrigsminister fra 1982 til 1993, der blev "his finest hour", sagde Svenden.

- Han lagde kimen til den aktive udenrigspolitik, som skiftende regeringer siden har fulgt.

Mindehøjtidelighed i Landstingssalen på Christiansborg for Uffe Ellemann-Jensen.
Mindehøjtidelighed i Landstingssalen på Christiansborg for Uffe Ellemann-Jensen.
Uffe Ellemann-Jensens bisættelse fandt tirsdag sted i Holmens Kirke.
Uffe Ellemann-Jensens bisættelse fandt tirsdag sted i Holmens Kirke.

Også den tidligere udenrigsministers arbejde for de baltiske lande blev bemærket af Svendsen.

Som udenrigsminister stod Uffe Ellemann-Jensen i spidsen for, at Danmark som det første land i verden genoprettede de diplomatiske forbindelser med de tre lande.

- Ikke mindst hans indsats i denne sammenhæng førte til, at han blev tildelt storkorset af Dannebrogsordenen, der i dag pryder hans kiste, sagde Norman Svendsen.

Havde planlagt det selv

Uffe Ellemann-Jensen døde 18. juni i en alder af 80 år efter længere tids sygdom.

Han havde inden sin død planlagt bisættelsen. Det gjaldt for eksempel salmerne, der blandt andet talte "Dejlig er Jorden".

Norman Svendsen beskrev under sin prædiken den tidligere udenrigsminister som "en fremragende kommunikator" med en evne til at udtrykke sig "både vittigt og kontant".

- Gerne iført en beklædning, der passede til dagen og sagen. Og med EU-sokker med stjerner på, sagde den tidligere biskop.

"En klump i halsen"

Om Ellemann-Jensens politiske oplevelser i den sidste tid forklarede Svendsen, at den tidligere V-formand med "en klump i halsen" så Ruslands invasion af Ukraine.

Men til gengæld oplevede han afskaffelsen af EU-forsvarsforbeholdet.

- Det var ham en stor personlig glæde, at vælgerne stemte ja til afskaffelsen. Det nåede jeg, og det er jeg glad for, kommenterede Uffe tilfreds, lød det fra Svendsen.

Handlede om familien

Sønnen Claus Ellemann-Jensen talte i kirken på vegne af familien. 

Han forklarede, at faren nogle gange var travl, men at det hele handlede om familien, når de var på for eksempel sejlture, fisketure og hytteture. 

Og at familien havde "enorm glæde" af ham.

- Det er aldrig nemt at sige farvel til dem, man holder af. Men vores far levede sit liv fuldt ud, og vi glæder os derfor til at fejre hans liv og alt det, han har betydet for os og mange andre en sidste gang, når vi steder ham til hvile, skrev Jakob Ellemann-Jensen i et Facebook-opslag i forbindelse med faderens død.

Der var omkring 300 gæster til bisættelsen. Både nære venner, kolleger og familie deltog.

Herefter var der mindehøjtidelighed på Christiansborg.

Powered by Labrador CMS