-Det føles lidt som en straffesparkskonkurrence

Kasper Fisker fokuserer på at nyde nuet i "Vild med dans"

Udgivet

Når Kasper Fisker hopper i danseskoene i årets udgave af "Vild med dans", mærker han noget nær sammen sitren, som dengang han snørede fodboldstøvlerne for klubber som Brøndby og Fremad Amager.

- Der er virkelig en nerve, når man på den måde skal præstere, og det er der også i fodbold, som jeg har savnet, lige fra den dag jeg stoppede, fortæller Kasper Fisker.

Den 35-årige midtbanespiller måtte øjeblikkeligt indstille karrieren i 2021. En tidligere skade voldte ham stadig store problemer, og den viste sig at være uoprettelig.

Føles som en straffesparkskonkurrence

På banen er han vant til at præstere sammen med ti medspillere - i "Vild med dans" har han én makker, nemlig sin professionelle partner, Karina Frimodt, som han skal forsøge at danse sig til tops med.

Herfra er det op til dommerne og seerstemmer at afgøre, om dansen sidder lige i kassen.

- Det føles lidt som en straffesparkskonkurrence, hvor man ikke selv skal sparke, siger Kasper Fisker og uddyber:

- Jeg elsker en udfordring, og jeg kan godt lide at kaste mig ud på dybt vand, lyder det fra Kasper Fisker.

Knald eller fald

- Det er meget nervepirrende. Men den nerve er også en, jeg godt kan lide, og som jeg har savnet: at kæmpe for noget - og kæmpe rigtigt, rigtigt hårdt for det.

Faktisk er det mere knald eller fald på dansegulvet, når det er live i bedste sendetid, end ude på grønsværen, bemærker han.

Kasper Fisker måtte øjeblikket indstille karrieren i 2021 som følge af en tidligere knæskade. Han har blandt andet spillet for Brøndby, inden han sluttede af for Fremad Amager.

- Hvis det går galt, får man ikke lige en ny chance, hvorimod man godt kan komme tilbage i en fodboldkamp, hvis man har fået en dårlig start, siger Kasper Fisker og fortsætter:

Meget på spil

- Selv om det bare er et underholdningsprogram, så er der virkelig meget på spil, fordi der er følelser på spil, siger han.

Nu venter fjerde fredag på gulvet i "Vild med dans", og her kaster Kasper Fisker og Karina Frimodt sig ud i en showdans.

Fredag venter der Kasper Fisker og partner Karina Frimodt en showdans.

Målsætningen er at komme så langt som muligt i dansedysten. Men han tager et program ad gangen.

Nyder øjeblikket

- Det er ærgerligt at tænke fremad i stedet for at prøve og nyde øjeblikket, siger Kasper Fisker og uddyber:

- Jeg tror, det er, fordi vi nyder, at vi hver evig eneste fredag og hver evig eneste uge skal kæmpe op til det og knokle røven ud af bukserne endnu en gang for at levere alt, hvad vi kan.

Kasper Fisker er fra fodboldverdenen vant til at træne hårdt, og han øver også dansetrin i sit hjem, som han deler med sin hustru, influenten og podcastværten Stephanie Fisker, og parrets tre små børn.

Arbejder sammen med konen

De arbejder også sammen som influenter, laver live talkshows, skriver børnebøger og producerer podcasts for at nævne et udpluk af repertoiret. Kalenderen er fuld. Men det hele går op, forsikrer Kasper Fisker.

Privat er Kasper Fisker gift med influenten Stephanie Fisker. Sammen har parret tre børn. Her ses de med de to ældste: Baldur og Elva.

- Min søde mor har været ovre for at hjælpe, og så plejer det at være sådan, at jeg afleverer børnene om morgenen, så kører jeg til træning, og så henter min kone børnene, og så har vi hyggelige eftermiddage derhjemme sammen.

- Det er selvfølgelig hårdt, og der er nok at se til. Men vi har fleksible job, vi kan planlægge os ud af, og så er der måske lidt mere arbejde om aftenen, når ungerne er puttet. Men det betyder også, at vi kan have vores normale hverdag med dem.

Børnene synes, det er fedt

Elva, Baldur og Svala synes også, at det er fedt, at deres far er med i "Vild med dans", fortæller Kasper Fisker, som sagde ja til dansedysten med det samme, da det praktiske var på plads.

- Jeg har selv set "Vild med dans", og for mig er programmet en klassiker. Sidste år så jeg det sammen med min familie hver fredag, hvor vi rigtigt hyggede os derhjemme i sofaen, siger han og fortsætter:

- Jeg synes, man fik fornemmelsen af, hvor meget man lever sig ind i det som deltager. Den oplevelse og følelse syntes jeg, virkede mega, megafed, og det kunne jeg vildt godt tænke mig at prøve.

Pilgaard er en stor støtte

Kasper Fisker har også forhørt sig hos nogle af de tidligere deltagere. Blandt andre Hans Pilgaard, som er gift med hans hustrus bedste ven, Jobbe. Den kendte tv-vært deltog i dansedysten tilbage i 2008, og han har været tilbage i studiet for at heppe.

- Det er megadejligt at have ham som en støtte og som en ven, men også som en, der har prøvet det, fortæller Kasper Fisker.

Kasper Fisker er blevet gode venner med Hans Pilgaard gennem deres respektive ægtefæller, som kender hinanden fra barnsben. Tv-værten medvirkede selv i "Vild med dans" tilbage i 2008 og er at finde på lægterne i årets udgave af dansedysten.

- I det tekniske af dansen har jeg valgt ikke at spørge Hans. Han er godt nok kommet med et par fif. Men jeg har lyttet mere til følelsen af, hvordan det er at være med i programmet, og han havde samme følelse, som jeg selv har fået: Det er et fedt program, og der er et fedt sammenhold. Det er intenst, og det bliver en stor del af en - på en god måde.

"Vild med dans" kan ses på TV 2 og TV 2 Play fredag klokken 20.00.

Powered by Labrador CMS