Det fik næsten X Factor-favorit til at tude
17-årige Nikoline Steen Kristensen vil træde ud af samfundets bokse og vise andre, at man kan, hvad man vil
“Du har spændt dine forventninger ud som en faldskærm, jeg ikke tør bruge”.
Sådan lød det, da Nikoline Steen Kristensen sang Katinkas “Vi er ikke kønne nok” til årets første liveshow i “X Factor” sidste fredag.
En sang, hvis underliggende betydning og tematik Nikoline Steen Kristensen selv mærker som ungt menneske.
– Jeg kunne spejle mig super meget. Da vi ramte plet under prøverne, var vi alle sammen ved at græde. Den fik betydning for mig, fordi jeg bare skulle ind og vise, at selvfølgelig er vi alle kønne nok til at danse.
– I samfundet er det mere firkantet, og jeg synes, det er fedt at træde ud af boksen, siger hun om sin første optræden.
Coach Oh Land
I år er det Oh Land, der er coach for de unge solister under 23 år, herunder Nikoline Steen Kristensen.
Hun er bookmakernes favorit og dermed en god kandidat til at vinde denne sæson af programmet.
På trods af de gode odds er den 17-årige midtjyde overrasket over, hvor meget hun egentlig har forbedret sig indtil videre.
– Jeg sendte en lydfil til Oh Land, da vi var ved at beslutte os for en sang. Og nu lyder sangen bare som noget helt andet. Det er en vild udvikling, som jeg selv er overrasket over, siger hun og fortsætter:
– Jeg taler meget med alle og får forskellige vinkler, når der er noget, der går mig på. Så samler jeg det hele ind og ender med at tænke: Jeg kan godt.
Venner med scenen
Som selvtilliden er vokset, er hun også blevet mere tilpas med at stå på scenen.
– Vi er blevet gode venner. Jeg har nu både danset rundt på den og været nede og ligge på den under prøverne.
– Men da jeg stod bag ved X Factor-porten og hørte mit navn blive råbt op, var det så vildt. Der havde jeg aldrig regnet med, at jeg skulle stå, siger hun.
Alle er med igen
Ingen af de ni artister blev stemt ud til det første liveshow.
Derfor stiller alle deltagerne igen klar i aften med nye sange til seerne.
– Vi er allerede i fuld gang med forberedelserne, og det vigtige for mig er at nyde det og tage så meget til mig, som jeg kan.
– Jeg forventer den vildeste oplevelse nogensinde, hvor jeg kan få lov til at formidle og fortælle en masse historier med min musik, siger Nikoline Steen Kristensen.
Denne sæson af “X Factor” er den 14. i rækken og kan følges de næste fem fredage frem til finalen, der findes sted 9. april.
Programmet bliver sendt på TV2 klokken 20.00 og på streamingtjenesten TV2 Play