Det er hun absolut ikke ene om

Christopher, Medina, Sofie Linde, Mads Langer, The Jencels og Ankerstjerne bliver alle forældre i det nye år.

Sofie Linde er en blandt flere danske kendisser, der venter sig. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

Adskillige små stjerneskud er på vej i 2021.

En lang række danske kendisser venter sig nemlig i det nye år.

Artiklen fortsætter under videoen. 

De fleste har afsløret nyheden om de forestående familieforøgelser på Instagram, men tv-værten Sofie Linde gjorde det foran hele Danmark.

Hun smed nemlig nyheden på scenen i Operaen i København til årets Zulu Comedy Galla, da hun trak op i kjolen, så man kunne se den spirende babybule, som gemmer på endnu en lille pige.

– Jeg har gjort en masse ud af det. Jeg har købt ny fin kjole. Jeg har købt hus. Jeg har lavet en baby. Arh, okay, er det ikke lidt meget at gøre ud af det? Men jeg HAR lavet en baby! Jeg er gravid. Jeg er supergravid!, lød det fra scenen til hujende begejstring for publikum.

Hun og gemalen Joakim Ingversen har allerede datteren Trine på snart tre år.

En blandt flere

Helt så bombastisk breakede popsangerinden Medina ikke nyheden om sin graviditet.

Det var derimod forlydender, som hendes manager efterfølgende bekræftede over for Ekstra Bladet, nemlig at den 38-årige dansk-chilenske sangerinde og hendes mand, officeren Malo Chapsal, skulle være forældre.

Det er ikke kun Medina, som skal varme stemmen op til godnatsange og vuggeviser.

Også hendes celebre ekskæreste Christopher byder en arving velkommen til verden i 2021.

Han og modellen Cecilie Haugaard skal nemlig være forældre til en lille pige, som efter planen kommer til verden i marts.

Hans musikalske kollega Mads Langer skal også snart stemme guitaren til vuggeviser og godnatsange.

Han skal nemlig også være far til en lille pige, som hans hustru, Julie Lillelund, er sat til at nedkomme med til sommer.

Parret annoncerede graviditeten i december, hvor de delte et skanningsbillede af den lille spire.

– Så er der en lille nissepige i ovnen. Hun er 1/3 færdigbagt og klar til at fyre den af, når hun ankommer til sommer, lød det fra Julie Lillelund.

Fra en nissepige til en kage i ovnen.

Skuespillerinden, influenceren og iværksætteren Julie Zangenberg venter nemlig også sit første barn til sommer.

Og med de mærkværdige cravings, der kan opstå i løbet af sådan en graviditet, er det belejligt, at ens kæreste er gourmetkok.

– Vores køleskab bugner. Man kan slet ikke stoppe ham. Der bliver lavet mærkelige juices klokken 23.45 om aftenen, hvis det er det, jeg ønsker, sagde Julie Zangenberg i et interview på sit livsstilsunivers, cozybyjz.dk.

I tv-branchen kommer man til at skulle vente et stykke tid med at se Petra Nagel på skærmen igen.

Den 36-årige vært på blandt andet “Go’ aften live” venter nemlig sit andet barn med sin forlovede, Asbjørn Munk.

Derimod er det første gang, at kollegaen Rasmus Staghøj fra TV2 Sporten sætter en lille ny i verden, når hans forlovede, Katrine Meghann Hughes, føder parrets første barn engang i foråret.

Det er ikke den eneste vært, TV2 Sporten skal finde en barselsvikar for.

Den tidligere OL-vindende svømmestjerne Rikke Møller Pedersen, som sidste år skiftede bassinet ud med et værtsjob på TV2 Sporten, er nemlig gravid og venter sit første barn med sin sejler-kæreste, Nicolai Sehested.

Venter på Penelope

Hos konkurrenterne på DR er der også babypludder på vej.

DR-parret Pelle Peter Jencel og Maria Jencel venter nemlig datteren Penelope i begyndelsen af det nye år.

– Vi glæder os helt sindssygt til det næste kapitel i vores eventyr – og til at møde vores vandmand, der ifølge stjernerne bliver lige så rebelsk og vild som sin mor og lige så social og optimistisk som sin far, skrev parret på Instagram.

Mens det er første gang, at de bliver forældre, er det anden gang, at popproduceren Ankerstjerne og skuespillerinden Lise Koefoed indtager titlen.

– Vi bliver fire til foråret! Mere kaos på vej!, skrev Lise Koefoed på Instagram.

Der bliver parrets toårige datter, Leona, nemlig storesøster.

Fra en storesøster til en storebror – det bliver komikeren Heino Hansen og hans hustru Cecilia Hansens søn, Ferdinand, nemlig i det nye år.

Parret venter nemlig deres andet barn, afslørede de på den røde løber til årets Zulu Comedy Galla – samme begivenhed, hvor Sofie Linde annoncerede sin graviditet.

Powered by Labrador CMS