-Derfor er vi ikke blevet trætte af hinanden
Amalie Dollerup og Andreas Jebro har slet ikke haft tid til at blive trætte af hinanden det seneste år
Gennem syv sæsoner af “Badehotellet” har seerne lært Amanda bedre og bedre at kende, og til februar er hun klar til endnu engang at slå dørene op som hotellets bestyrerinde.
Og denne gang tjekker en helt særlig gæst ind. For skuespillerinden bag, Amalie Dollerup, kan nemlig byde sin mand, Andreas Jebro, velkommen som gæst.
(Artiklen fortsætter under videoen)
Og det har været en dejlig oplevelse for de to, der også har sønnen August på halvandet år sammen.
Faktisk var det ikke helt nye omgivelser for 36-årige Andreas Jebro, da han troppede op til optagelserne.
– Året før var Andreas på barsel med vores søn, så han har været derude bag kameraerne, og han kendte rigtig mange af dem i kostume- og frisørafdelingen. Alle damerne flokkedes om mine to drenge, fortæller Amalie Dollerup med et grin.
– Så det var lidt sjovt, at han så fik lov at stå foran kameraet året efter.
Andreas Jebro træder i ottende sæson ind på hotellet i rollen som arkæologen Claus Villumsen.
Har kunnet trække på erfaring
Selv om han altså ikke tidligere har været en del af skuespillerholdet, så har det været brugbart at kende til forholdene omkring indspilningerne.
Og han har kunnet trække på sin kones store erfaring gennem nu otte år på tv-serien.
– Jeg tror, det gav noget, at han kendte meget til det i forvejen og kendte så mange af menneskerne. For det kan godt være lidt voldsomt med så mange mennesker at forholde sig til på settet. Der tror jeg, han havde en fordel.
– Det er en stor maskine at komme ind i, og der er det meget godt at have lidt insiderviden. Det går også lidt stærkt på sådan et tv-set – der er nogle gange ikke så meget tid, fortæller den 34-årige skuespillerinde.
Det har også givet nye oplevelser for parret, der har været gift siden 2017.
– Vi har haft nogle nye ting at snakke om, i og med at det er en helt særlig genre og en helt særlig måde at arbejde på.
– Vi har haft det sjovt. Men vi har også haft en masse praktik, der skulle gå op, fortæller hun.
Optagelserne begyndte i august, og i efteråret skulle deres søn, August, begynde i vuggestue.
Logistikken er svær
Derfor har der været mange ender, der skulle mødes.
Og selv om parret altså har været rigtig meget sammen – som kolleger, forældre, ægtefolk og midt i en pandemi – så har de ikke haft tid til at kede sig.
– Andreas gik også til prøver på en teaterforestilling på Aveny-T, mens han indspillede den første del af “Badehotellet”. Så vi havde virkelig meget logistik, der skulle gå op, siger hun.
– Derfor tror jeg ikke på den måde, vi blev trætte af hinanden, fordi vi bare kæmpede derudad med det ene og andet arbejde og vuggestueindkøring og bedsteforældre, der hjalp med at passe, siger hun og tilføjer:
– Og så har vi givet hinanden plads, og vi har givet hinanden tid – vi har også meget skiftende arbejdsdage, så to dage er aldrig ens for os, fortæller skuespillerinden.
Amalie Dollerup og Andreas Jebro har også haft scener sammen i “Badehotellet”. Men deres historier hører ikke på den måde sammen, afslører hun.
– Det er klart, at når Amanda er bestyrerinde, kommer hun til at have noget med ham at gøre. Men hendes hovedhistorie er ikke med ham. Og han har sit at se til, griner hun.