Der er god grund til at være rigtig glad
Den uhyre populære dansedyst blænder op for sin 18. sæson i efteråret 2021, oplyser TV2.
Allerede før finalen løb af stablen i årets udgave af “Vild med dans”, oplyste TV2, at den uhyre populære dansedyst vender tilbage til næste år med sin 18. sæson.
– Indtil videre kan vi ikke løfte sløret for nogle detaljer om “Vild med dans'” 2021, siger TV2’s underholdningsredaktør, Thomas Richardt Strøbech.
– Men som altid har vi tårnhøje ambitioner om at levere must-see momenter og kærligt, ærligt fjernsyn, som heller ikke er blegt for at forny sig selv og flytte grænser, så mere end en million danskere fortsat vil have lyst til at følge med, siger han.
Fantastisk men usædvanlig
TV2’s underholdningsredaktør kalder sæsonen i år fantastisk, men usædvanlig.
Årets vinderpar blev Badehotellet-stjernen Merete Mærkedahl og Thomas Evers Poulsen, for Thomas Evers Poulsen var det tredje sejr i konkurrencen.
Vejen til finalen har i år ikke været en dans på roser – især grundet coronapandemien, som også har indflydelse på lørdagens finale, som blev uden publikum, to af parrene og uden pressen.
Thomas Richardt Strøbech understreger glæden over seertilslutningen, og at det trods omstændighederne er lykkedes at gennemføre årets “Vild med dans”.
– Underholdning skaber i den grad fællesskaber, og jeg tror, at alle vores seere har haft brug for et pusterum fra pandemi og smittetal.
– Et sted, hvor reglerne blev fulgt, men ikke nævnt hele tiden, men i stedet veg pladsen for livsglæde, berøring, glamour, musik og fest, siger han.
To par – heriblandt Nukâka Coster-Waldau og Silas Holst – var i selvisolation op til program seks, fordi de professionelle dansere havde været i nær kontakt med en coronasmittet.
Konkurrencen blev dermed sat standby for en stund.
Stoppet af skade
Ingen af parrene fik heldigvis konstateret den smitsomme sygdom, men blot få uger efter måtte et par udgå – grundet en skade.
Kort inden showstart i ottende program fik skuespilleren Janus Bakrawi en kraftig fibersprængning i læggen op til sin jive med partner Karina Frimodt.
De vendte tilbage til finalen, hvor alle sæsonens par traditionen tro fremførte en enkelt dans.
Dog blev det uden musikeren Wafande og hans partner, Mie Moltke, samt uden influenceren Emili Sindlev, som røg ud i sidste uges semifinale.
De tre deltagere – to nydansere og en af de professionelle – var nemlig i selvisolation. Derfor kunne de ikke være med til sidst.
18. sæson af “Vild med dans” sendes på TV2 i efteråret 2021.