Depardieu i retten for voldtægt

Den franske stjerne-skuespiller er anklaget for at have voldtaget Charlotte Arnould

Offentliggjort Sidst opdateret

Tiltalt for voldtægt

Den franske stjerne-skuespiller Gérard Depardieu er blevet tiltalt i en voldtægtssag mod Charlotte Arnould, som blev anmeldt i 2018.

Depardieu nægter anklagerne og har tidligere udtalt, at der aldrig var tvang eller vold involveret.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Den franske skuespiller Gérard Depardieu er blevet tiltalt i en voldtægtssag.

Det bekræfter anklagemyndigheden i Paris tirsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Han er anklaget for at have voldtaget den 29-årige skuespiller og tidligere balletdanser Charlotte Arnould.

Har to tidligere domme

Den 76-årige Depardieu, der har været med i over 200 film og serier, er gennem flere år blevet anklaget for forskellige seksuelle overgreb, men han har løbende nægtet sig skyldig.

Senest i maj blev han idømt 18 måneders betinget fængsel for seksuelle overgreb på to kvinder under optagelserne til filmen "Les volets verts" ("De Grønne Skodder"), som havde premiere i 2022.

Den franske skuespiller Gérard Depardieu blev i maj dømt for seksuelle overgreb på to kvinder under optagelserne til en film. (Arkivfoto).

Anmeldt allerede i 2018

Ifølge nyhedsbureauet AFP anmeldte Arnould allerede i 2018 Gérard Depardieu for voldtægt. Arnould siger, at overgrebene fandt sted, da hun var i begyndelsen af 20'erne.

I første omgang blev sagen droppet for utilstrækkelige beviser, men blev genåbnet i 2020.

- Syv år senere, syv år med rædsel og helvede. Jeg tror, at jeg har svært ved at forstå, hvor stort det her er. Jeg er lettet, skriver hun i et opslag på Instagram.

Der var aldrig nogen tvang

Depardieu har flere gange afvist anklagerne.

I 2023 skrev han ifølge AFP et indlæg til den franske avis Le Figaro, hvor han skrev: "Aldrig, aldrig har jeg forgrebet mig på en kvinde", og tilføjede med henvisning til Arnould:

- Der var aldrig nogen tvang, vold eller modstand mellem os.

AFP har forsøgt at få en kommentar fra Depardieus advokat, der ikke er vendt tilbage på henvendelsen.

Blandt Frankrigs største

Gérard Depardieu er en af de mest kendte skuespillere i Frankrig. Han har medvirket i utallige franske film, men også internationale film som "Hamlet", "Life of Pi" og Ole Bornedals "Jeg er Dina".

Powered by Labrador CMS