Dennis Knudsen efter nyt kæmpe vægttab: Holder psykiske sygdomme for døren

Den kendte frisør har gennemført sin femte Ironman, men denne gang må vægten ikke snige sig op igen

Efter at have gennemført sin 2. Ironman så Dennis Knudsen også knivskarp ud (Foto: Bax Lindhardt/Scanpix)
Udgivet Opdateret

Den 55-årige kendisfrisør og makeupartist Dennis Knudsen gennemførte i slutningen af maj måned siden femte Ironman. Det gjorde han efter at have tabt sig 12 kilo siden januar.

Tilbage i januar rejste han til ferieøen Lanzarote, hvor han startede sine forberedelser til styrkeprøven. Det gjorde han efter lidt af et vink med et vognstang fra sin gode veninde, tv-lægen Charlotte Bøving, skriver Se & Hør.

Lægen og veninden fortalte ham, at hans kolesteroltal, levertal og blodtryk alle var galloperende høje – og vægten var også til den gode side.

Aldrig mere elevatorvægt

Siden da har Knudsen lagt stilen om, igen, og han har tænkt sig at fortsætte den positive livsstil, siger han til Se & Hør:

– Jeg sover bedre, mit humør er bedre, og når jeg træner, er jeg ikke så plaget, fortæller Dennis Knudsen, der tidligere har lidt af angst, til Se & Hør.

Frisørens vægt er flere gange hoppet op og ned, men denne gang skal det være for alvor, siger han. Han gider ikke det vilde liv med fester længere – og specielt ikke de konsekvenser, der sætter sig på maven.

Kendte.dk har forsøgt at få fat i en kommentar fra Dennis Knudsen, men det har ikke været muligt.

Powered by Labrador CMS